mig, lover jeg, at jeg skal sætte ind til Eder den Kiste, hvor Hr. Arnes Penge findes, og I skal faa dele dem mellem Eder.
Men til Torarin sagde Skipperen: Gaa ned til Slæden og kast din Fisk ud paa Isen. Du skal faa anden Fragt at føre nu.
Derpaa brød Skipperen og hans Mænd ind i den Kahyt, hvor Sir Archie og hans Venner laa og sov. Og de kastede sig over dem, medens de endnu laa i sin Søvn, for at binde dem.
Og da de tre Skotter søgte at forsvare sig, slog de dem haardt med sine Økser og Haandspager, og Skipperen sagde til dem:
— I er Mordere og Ugjerningsmænd. Hvorledes kunde I tro, at I skulde undfly Eders Straff? Ved I ikke, at det er for Eders Skyld, at Gud holder Havets Porte stængt?
Da raabte de tre Mænd høit paa sine Kamerater, at de skulde komme og hjælpe dem.
— I behøver ikke at kalde paa dem, sagde Skipperen. De kommer ikke. De har faat Hr. Arnes Penge at dele, og de holder paa at tælle op Sølvmynt i sine Hatte. For disse Penges Skyld er den onde Gjerning begaaet, og for disse Penges Skyld kommer nu Straffen over Eder.
Men inden Torarin havde vundet at tømme Fisken ud af Slæden, kom Skipperen og hans Folk ned paa Isen til ham. De førte tre Mænd mellem sig, som var godt forvarede. De var ynkelig slagne og afmægtige af sine Saar.
— Gud skal ikke forgjæves have kaldt paa mig, sagde Skipperen; saa snart jeg forstod hans Vilje, adlød jeg den.
De lagde Fangerne paa Torarins Slæde, og Torarin kjørte med dem gjennem trange Bugter og Sunde, hvor Isen endnu laa fast, ind til Marstrand.
Men frempaa Eftermiddagen stod Skipperen endnu paa den høie Skanse og saa ud mod Havet. Alt var endnu ligedan omkring, og Ismuren foran Fartøiet vedblev at taarne sig op høiere og høiere.
Da det begyndte at skumre, saa Skipperen en liden Skare Mennesker komme gaaende over Isen fra Landsiden og over til hans Skib.
Det varede meget længe, før han kunde skjelne de ankommende saa tydeligt. at han kunde se, hvad Slags Folk det var. Dog merkede han straks, at de var gamle og skrøbelige, ti deres Færd var langsom.
Endelig da de var ganske nær, saa han, at i Spidsen af Skaren gik to Prester i Kappe og Krave. Den ene var ung og den anden meget gammel. Bag dem gik nogle gamle Karer, som bar en Baare, og aller sist kom en gammel, gammel Kone, som blev ledet af to Tjenestekvinder.
De stansede paa Isen ved Fartøiet, og den gamle Prest sagde til Skipperen:
— Vi er kommet hid for at hente en ung Jomfru, som er død. Disse Mordere har bekjendt, at hun lod sit Liv, for at de ikke skulde undkomme, og nu er vi kommet for at hente hende, saa hun kan blive begravet med al den Hæder, som tilkommer hende, og faa hvile blandt sine.
Da blev Elselil fundet og ført ned paa Isen. Hun lagdes paa Baaren, som de gamle Mænd bar, og den gamle Prest takkede Skipperen og vandrede atter i Spidsen for sine Folk ind mod Land.
Men idet de vendte sig for at gaa, saa Skipperen, at en ung Jomfru, som han ikke havde seet før, gik ved Siden af Baaren. Hun bøiede sig Gang paa Gang ned over den Døde og kjærtegnede hende ømt.
Men alt ettersom de skred sørgende fremad, brød Storm og Bølger ind bag dem og brød op Isen, hvor de nys havde vandret, saa at de neppe var forsvundne bag en Odde med Elselil, før Isen var spredt og den store Galeas havde Veien fri ud til det store Hav.
