ter og Sunde gik aabne langt ud tilhavs. Men i den Bugt, hvor de laa indefrosne, fandtes ikke en Spræk i Isen; lige hel og ubrudt laa den der.
Og i Sundet, som førte ud af Bugten, havde der taarnet sig op en høi Mur af Is. Bølgerne, som legte frit udenfor, kastede Isflag paa Isflag op.
Ude i Sundet vrimlede det af Seil. Det var alle de Fiskere, som havde ligget indefrosne i Marstrand, der nu strøg udover. Sjøen gik høi, og Isstykkerne dansede endnu paa Bølgerne, men Fiskerne syntes ikke, de havde Tid til at vente paa et roligt og ufarligt Hav, men havde allerede begyndt sin Færd. De stod i Forstavnen paa sine Baade og holdt skarp Udkig. De smaa Isstykker stak de væk med en Aare, men naar de store kom, lagde de Roret om og holdt af. Paa Galeasen stod Skipperen paa den høie Skanse og saa efter dem. Han skjønte, at de havde Besvær med at komme frem, men han saa ogsaa, at den ene efter den anden sled sig igjennem og naadde ud til Havet.
Og naar Skipperen saa Seilene glide frem over det blaa Hav, greb Længselen ham saa sterkt, at Taarerne kom ham i Øinene.
Men hans Skib laa stille, og foran ham taarnede Isen sig op til en stadig høiere Mur.
Der ude i Havet flød ikke bare Fartøier og Baade, men stundom kom ogsaa smaa hvide Berg af Is seilende. Det var vældige Isflag, som var kastet op paa hverandre og seilede sydover. De blinkede hvide som Sølv i Morgensolen og stundom lyste de op saa røde, som om de var dækket af Roser.
Men midt i den rasende Storm hørtes høie Raab. Snart lød det som syngende Røster, og snart som tordnende Basuner. Der stod sterk Jubel om disse Lyd. Det var som om Hjertet blev større, naar de hørtes. De kom fra et langt Tog af Svaner, som kom farende fra Syd.
Men da Skipperen saa Isborgene fare mod Syd og Svanerne mod Nord, kom en saadan Længsel over ham, at han vred sine Hænder.
— Ve mig, at jeg skal ligge her! sagde han. Naar bliver det Isløsning herinde i Bugten. Her maa jeg ligge endnu i mange Dage og vente.
Netop som han tænkte dette, saa han en Mand komme kjørende paa Isen. Han kom frem gjennem et smalt Sund paa Marstrandssiden, og han færdedes saa trygt paa Isen, som om han ikke vidste, at Bølgerne atter havde begyndt at bære Baade og Skibe.
Da han kjørte frem til Galeasen, raabte han op til Skipperen:
— Kjære, har du noget at æde, du som ligger fastfrossen i Isen? Vil du kjøbe af mig — salt Sild, tørket Lange eller røget Aal?
Skipperen brød sig ikke om at svare, Han knyttede Næven mod ham og svor.
Da steg Fiskehandleren af Læsset. Han tog en Dot Hø af Slæden og lagde foran Hesten. Derpaa klatrede han op paa Galeasens Dæk.
Da han stod foran Skipperen, sagde han til ham meget alvorlig:
— Jeg er ikke kommet hid idag for at sælge Fisk. Men jeg ved, at du er en from Mand. Derfor er jeg kommet hid for at bede dig, at du skafter mig en ung Jomfru tilrette, som de skotske Knegte igaar førte med sig hid til Skibet.
— Jeg ved ikke om, at de har ført nogen Jomfru herud, sagde Skipperen. Ingen Kvinderøst har jeg hørt ombord paa Skibet inat.
— Jeg er Torarin Fiskehandler, sagde den anden, du har vel hørt Tale om mig? Det var mig, som sad til Kvelds med Hr. Arne i Solberga Prestegaard samme Nat, som han blev myrdet. Siden har
