Bolig der. Hendes Navn skal staa indridset i den haarde Sten, saa ingen skal glemme det. Der skal jeg selv hver Dag gaa til hende, og der skal alt blive saa prægtigt indrettet, at Folk skal reise langveisfra for at besøge hende. Der skal være Lys og Lamper, som Nat og Dag skal brænde, og der skal lyde Sang og Musik, som om der altid var Gjestebud.
— Du tiltænker hende stor Ære, sagde Sir Reginald endnu en Gang.
— Jeg maa vel stelle det saa, at hun faar det godt, sagde Sir Archie. Det er hun som holder de onde Tanker borte fra mig. Sviger jeg hende, kommer Ulykken atter over mig.
Stormen kom voldsomt imod dem, idet de vandrede frem over Isen. Den rev Elselils Kaabe løs, saa den begyndte at flagre som en Fane.
— Vil du hjælpe mig et Øieblik med at bære Elselil, sagde Sir Archie, medens jeg lægger Kaaben om hende?
Sir Reginald tog imod Elselil i sine Arme, men i det samme blev han saa forfærdet, at han lod hende glide mellem Hænderne ned paa Isen.
— Jeg vidste ikke, at Elselil var død, sagde han.
Hele Natten gik Skipperen paa den store Galeas frem og tilbage paa den høie Skanse. Det var mørkt, og Stormen hven omkring ham. Den kom drivende snart med Sne og snart med Regn. Isen laa fremdeles fast og tryg om Galeasen, saa Skipperen ligesaa gjerne kunde have ligget rolig i sin Køie.
Men han holdt sig oppe hele Natten. Gang paa Gang satte han Haanden op til Øret og lyttede.
Det var ikke godt at forstaa, hvad han lyttede efter. Alt sit Mandskab havde han ombord, og ligesaa alle de Reisende, som han skulde fragte over til Skotland. De laa nu alle og sov nede i Skibsrummene. Ingen af dem talte sammen, saa det kunde ikke være det, Skipperen lyttede efter.
Da Stormen kom farende fremover den fastfrosne Galeas, kastede den sig over Fartøiet ligesom af gammel Vane for at drive det foran sig fremover Havet. Og da Galeasen fremdeles laa stille, tog Stormen Tag paa Tag i den. Det raslede i alle de smaa Istapper. som hang i Takkel og Dug. Det knirkede og knagede i Skibssiderne. Det lød som haarde Smeld i Masterne, som bøiede sig, saa de holdt paa at briste.
Det var ingen stille Nat. Der hørtes som en let Knirken i Luften, da Sneen kom hvinende. Der hørtes Plask og Trommen, naar Regnet piskede ned.
Men i Isen opstod den ene Sprække efter den anden, og derved hørtes Don, som om der havde ligget Krigsskibe paa Havet og løsnet haarde Skud mod hverandre.
Men det var intet af dette, Skipperen lyttede efter.
Han gik oppe den hele Nat, helt til den graa Dæmring spredte sig over Himlen, men han hørte endnu ikke det, som han vilde høre.
Til sidst lød gjennem Natten en syngende, enstonende Brusen, en bølgende, indsmigrende Lyd som af en fjern Sang.
Da skyndte Skipperen sig tvers over Tofterne i Midten af Galeasen og frem til den høie Overbygning hvor hans Folk sov.
— Staa nu op, raabte han til dem, og fat Baadshager og Aarer. Nu er snart den Stund kommet, da vi bliver frie. Jeg hører Brusen fra det aabne Vand. Jeg hører de frie Bølgers Sang.
Mændene stod straks op og stillede sig paa Post langs Skibets Sider, idet Morgenen langsomt klarnede.
Da det endelig blev saa lyst, at de kunde se, hvad der var skeet om Natten, fandt de at Bug-
