som jeg var før. Nu bryr jeg mig ikke om at spare nogen. Nu skal du se, at alt kommer til at gaa mig godt, som det har gjort før i Verden. Var vi ikke ilde stedt, jeg og mine Kamerater, da vi endelig havde gjennemvandret Sverige og kom her ned til Kysten? Vi havde ikke Penge til at kjøbe os ordentlige Klæder for. Vi havde ikke Penge, saa vi kunde skaffe os Overfart til Skotland. Vi vidste os ingen anden Raad end at gjøre Indbrud i Solberga Prestegaard.
— Tal ikke mere om dette! sagde Elselil.
— Jo, nu skal du høre alt, Elselil, sagde Sir Archie. Det er noget, som ikke du ved, og det er, at da vi kom ind i Prestegaarden, gik vi først frem til Hr. Arne og vækkede ham, og bad, at han skulde give os Penge. Havde han gjort det godvillig, vilde vi ikke have tilføiet ham noget ondt. Men Hr. Arne yppede Strid med os, og da maatte vi fælde ham. Og naar vi havde dræbt ham, maatte vi ogsaa dræbe alle hans Folk.
Elselil afbrød ikke mere Sir Archie, men det blev koldt og tomt i hendes Hjerte. Hun gyste, da hun saa og hørte Sir Archie, ti idet han talte, fik han et grusomt og blodtørstigt Udseende. Hvad har jeg villet gjøre? tænkte hun. Jeg maa have været gal, naar jeg har kunnet elske den, som har myrdet alle mine. Gud forlade mig min Synd!
— Da vi trodde. at alle var døde, sagde Sir Archie, slæbte vi den tunge Pengekiste ud af Huset. Derpaa lagde vi ild omkring det, for at Folk skulde tro, at Hr. Arne havde brændt inde.
— Jeg har elsket en Ulv i Skogen, sagde Elselil til sig selv. Og ham har jeg villet redde fra Straf!
— Men vi for ned paa Isen og flygtede udover mod Havet, fortsatte Sir Archie. Vi var ikke bange, saa længe vi saa ilden blusse mod Skyen, men da vi saa, at den aftog, begyndte vi at frygte. Vi forstod, at der var kommet Folk tilstede, som havde slukket Ildebranden, og at vi vilde blive forfulgt. Da kjørte vi tilbage ind mod Land, hvor vi havde seet en Elvemunding med svag Is. Vi løftede Pengekisten af Slæden og kjørte fremover, til Isen brast under Hesten. Saa lod vi den drukne og sprang selv til Side. Hvis du ikke var bare en Jomfru, Elselil, vilde du forstaa, at dette var raskt gjort. Vi klarte vore Sager som Mænd.
Nu sagde ikke Elselil mere. Hun sad og kjendte en sviende Verk i Hjertet. Men Sir Archie hadede hende og var glad ved at faa pine hende.
— Derpaa tog vi vore Skjærf og bandt dem i Kisten og begyndte at drage. Men da Kisten gjorde Merke i Isen, gik vi i Land, kvistede af en Gran og lagde Granbar under Kisten. Saa tog vi Skoene af os og drog afsted bort over Isen uden at efterlade os noget Spor.
Sir Archie holdt inde for at kaste et haanligt Blik paa Elselil.
— Endskjønt alt dette havde gaat godt for os, var vi dog ilde ude endnu. Hvor vi kom hen i vore blodige Klæder, vilde vi blive gjenkjendt og grebne. Men hør nu dette, Elselil, saa du kan sige det til alle, som vil gjøre sig det Besvær at sætte efter os, saa de kan forstaa, at vi ikke er af dem, som er lette at gribe! Da vi kom gaaende over Isen her frem til Marstrand, mødte vi paa Havet vore Landsmænd og Kamerater, de som Kong Johan havde sendt ud af sit Land. De havde ikke kunnet forlade Marstrand for Isens Skyld, og de hjalp os i vor Nød, saa vi fik os Klæder. Siden har vi uden Fare gaat om her i Marstrand. Og ingen Fare vilde have været over os nu heller, om ikke du havde været troløs og sveget mig.
Elselil sad stille, det var for stor en Sorg for hende. Hun
