Archie. Da jeg saa dig paa Bryggen første Gang, tænkte jeg, at jeg burde dræbe dig.
Men Elselil lagde sin Haand paa hans Arm.
— Fly, Sir Archie, jeg kan ikke sidde stille og se, at de kommer og griber Eder. Vil I ikke fly uden mig, saa skal jeg i Guds Navn følge Eder. Men sid ikke længer stille her for min Skyld, Sir Archie. Alt hvad I vil, skal jeg gjøre for Eder, blot I vil redde Eders Liv.
Men Sir Archie var nu meget vred, og han talte haanligt til Elselil.
— Nu faar du aldrig, Jomfru, vandre i Guldsko gjennem store Slotsgemakker. Nu maa du i hele dit Liv blive her i Marstrand og rense Sild. Aldrig faar du en Mand, som har Slot og Len, Elselil. Din Mand bliver en fattig Fisker, og din Bolig bliver en Hytte paa et nøgent Skjær.
— Hører I ikke, hvorledes de sætter Vagt ved alle Døre og fælder Lanser foran Udgangene? spurte Elselil. Hvorfor skynder I ikke bort herfra? Hvorfor flyr I ikke ned paa Isen og søger Skjul paa et Skib?
— Jeg flyr ikke, fordi jeg liker at sidde her og tale med Elselil, sagde Sir Archie. Tænker du ikke paa, at det nu er forbi med al Glæde for dig, Elselil? Tænker du ikke paa, at det nu er forbi med mit Haab om at kunne sone min Skyld?
— Sir Archie, hviskede Elselil og reiste sig i sin Forskrækkelse, nu er Knegtene færdige. Nu kommer de for ut gribe Eder. Skynd Eder og fly. Jeg skal komme til Eder ude paa Skibet, Sir Archie, bare I vil fly!
— Du behøver ikke at være saa ræd. Elselil, sagde Sir Archie. Vi har endnu en Stund igjen til at tale sammen. Knegtene tænker ikke paa at kaste sig over mig her inde, hvor jeg kan forsvare mig. De vi! fange mig i den trange Kjældertrappe. Der tænker de paa at spidde mig paa sine lange Spyd. Det er jo dette, du altid har ønsket mig.
Men jo mere forskræmt Elselil viste sig, desto roligere blev Sir Archie. Hun bad ham fly, men han lo af hende.
— Du skal ikke være saa vis paa, at Knegtene kan fange mig, Jomfru. Jeg har været i større Farer end denne og kommet unda. Det var nok værre for mig for nogle Maaneder siden i Sverige. Der var nogle Bagvaskere, som havde sagt til Kong Johan, at hans skotske Garde ikke var ham tro. Og Kongen trodde dem. Han lod de tre Anførere sætte i Taarnet, og deres Knegte sendte han ud af sit Rige og lod dem bevogte, helt til de var kommet over Grænsen.
— Fly, Sir Archie, fly! bad Elselil.
— Vær ikke bange for mig, Elselil, sagde Sir Archie og lo haardt. I Kvæld er jeg mig selv igjen, nu er jeg atter i mit gamle Humør. Nu ser jeg ikke mere den unge Jomfru for mine Øine, og da skal jeg nok klare mig. Jeg skal fortælle dig om de tre, som sad i Kong Johans Fængsel. De sneg sig ud af Taarnet en Nat, da Vogterne var drukne og løb sin Vei. Derefter flygtede de til Grænsen. Men saa længe de streifede om i den svenske Konges Land, turde de ikke give tilkjende, hvem de var. De vidste sig ingen anden Raad, Elselil, end at de fik sig Klæder af loddent Skind, og sagde, at de var Garvergeseller, som gik omkring i Landet og søgte efter Arbeide.
Men nu begyndte Elselil at merke, hvor forandret Sir Archie var mod hende. Og hun skjønte, at han hadede hende, efter at hun fortalte ham, at hun havde forraadt ham.
— Tal ikke saa, Sir Archie, sagde Elselil.
— Hvorfor skulde du svige mig, da jeg trodde dig som best?
sagde Sir Archie. Nu er atter
