paa dig. Ude blæser en haard Storm.
Og da hun sagde dette lod hendes Røst noget tydeligere end før og mindre tonløs.
Elselil tog da ned sin Kappe fra Væggen og svøbte den om sig. Hun tænkte ved sig selv: Min Fostersøster elsker mig endnu. Hun vil mig intet ondt. Jeg er bare lykkelig over at faa følge hende, hvor hun vil føre mig hen.
Derpaa fulgte hun den Døde gjennem mange Gader, fra Torarins Stue, som laa paa en stenet Skrænt, og helt ned til fladere Gader nede ved Havnen og Torvet. Den Døde gik hele Tiden to Skridt foran Elselil. Det var sterk Storm, som ulede gjennem Stræderne, og Elselil merkede, at naar Vinden kom som haardest og vilde presse hende mod Væggen, stillede den Døde sig mellem hende og Vinden og værnede hende saa godt hun kunde med sit spæde Legeme.
Da de endelig kom til Raadhuset, gik den Døde ned Kjældertrappen og vinkede paa Elselil, at hun skulde følge hende. Men da de gik i Trappen, blæste Vinden ud Lyset i Lygten, som hang i Forstuen, og de stod der i Mørke. Da vidste ikke Elselil, hvorhen hun skulde vende sine Skridt, saa den Døde maatte lægge sin Haand paa hendes, for at lede hende. Men den Dødes Haand var saa kold, at Elselil rykkede til og begyndte at raabe af Skræk. Da tog den Døde sin Haand væk og viklede den ind i en Flig af Elselils Kaabe, før hun atter søgte at lede hende. Men Elselil kjendte den isnende Kulde tvers gjennem baade Foder og Pelsverk.
Nu førte den Døde Elselil gjennem en lang Gang og aabnede siden en Dør for hende. De kom ind i et lidet mørkt Kammer, hvor der faldt et svagt Lys ind gjennem en Luge i Væggen. Elselil saa, at de befandt sig i et Rum, hvor Værtinden pleiede at have sin Diskejomfru staaende for at vaske Koppe og Fade, som hun skulde bruge til at sætte frem paa Bordene for Gjæsterne. Elselil kunde skimte, at der stod en Vandbalje paa en Bænk, og i Lugen stod mange Bægere og Kar, som trængte at skylles.
— Vil du hjælpe mig med dette Arbeide ikveld, Elselil? spurte den Døde.
— Ja, kjære, sagde Elselil, du ved, at jeg vil hjælpe dig med hvadsomhelst, du ønsker.
Dermed lagde Elselil Kaaben af sig. Hun brettede op sine Klæder og begyndte Arbeidet.
— Vil du nu være taus og meget stille herinde, Elselil, saa at Værtinden ikke merker, at jeg har skaffet mig Hjælp.
— Ja, kjære, sagde Elselil, det skal jeg visselig være.
— Ja, Farvel da, Elselil! sagde den Døde. Nu har jeg bare en Ting at bede dig om. Og der er, at du efter dette ikke vil vredes paa mig altfor meget.
— Hvad betyder det, at du byder mig Farvel? Elselil. Jeg vil gjerne komme hver Kveld og hjælpe dig.
— Nei, mere end i Kveld behøver du vist ikke at komme, sagde den Døde. Jeg tænker, at du i Nat hjælper mig saaledes, at jeg nu faar dette Erende fuldført.
Idet de talte saaledes, havde Elselil allerede bøiet sig ned over Arbeidet. Alt var stille en Stund, men saa kjendte hun et sagte Pust over Panden, paa samme Maade som da den Døde var kommet til hende i Torarins Hytte. Hun saa da op og merkede, at hun var alene. Hun forstod, hvad det var, hun havde følt som en svag Vind over sin Pande, og sagde til sig selv:
— Min døde Fostersøster har kysset min Pande, inden hun skiltes fra mig.
Elselil gjorde sig nu først færdig med sit Arbeide. Hun skyllede af alle Skaaler og Kander og tørrede dem. Derpaa gik hun hen til Lugen for at se, om der var
