ger over hende, saa jeg ikke kan vinde hende.
Da begyndte Sir Reginald og Sir Filip at le, og de sagde: Denne Jomfru skal vi nok skaffe dig.
Om Kvelden kom Elselil gaaende ensom opover Smuget. Hun kom træt fra Arbeidet, og hun tænkte ved sig selv: Dette Liv er haardt, og det bringer mig ingen Glæde. Jeg væmmes ved hele Dagen at staa og kjende Fiskelugten. Jeg væmmes ved hele Dagen at staa der og høre de andre Kvinder skjæmte og le med sine grove Stemmer. Jeg væmmes ved de sultne Maager, som flyver over Bordene og vil rive Fiskestykkerne ud af mine Hænder. Om bare nogen vilde komme og tage mig bort herfra. Da skulde jeg følge ham til Verdens Ende.
Da Elselil kom til det Sted, hvor Smuget var mørkest, kom Sir Reginald og Sir Filip frem af Skyggen og hilste paa hende.
— Jomfru Elselil! sagde de. Vi bringer dig Bud fra Sir Archie. Han ligger syg hjemme i Herberget. Han længes efter at faa tale med dig og beder, at du maa følge med os hjem til ham.
Elselil begyndte at ængstes for, at Sir Archie skulde være alvorlig syg, og hun vendte straks om og fulgte med de to skotske Herrer, som vilde føre hende til ham.
Sir Filip og Sir Reginald gik paa hver sin Side af hende. De lo til hinanden og tænkte, at intet kunde være lettere end at daare Elselil.
Eselil havde saa stor Hast. Hun næsten sprang nedover Smuget. Sir Filip og Sir Reginald maatte skridte ud for at kunne følge hende.
Men da Elselil skyndte sig saa, begyndte noget at rulle foran hendes Fod. Det var noget, som blev kastet fremfor hende, og hun var nærved at snuble over det.
Hvad er det som farer og ruller foran mine Fødder? tænkte Elselil. Det maa være en Sten, som jeg har sparket op af Jorden, og som ruller afsted nedover Bakken.
Hun havde saadan Hast med at komme til Sir Archie, hun syntes ikke om at blive forhindret af dette, som rullede saa lige foran hendes Fødder. Hun sparkede det tilside, men det kom tilbage igjen med det samme og rullede foran hende nedover Smuget.
Elselil hørte, at det klang som Sølv, naar hun sparkede det tilside, og hun saa, at det blinkede og glinsede.
Det er ingen almindelig Sten, tænkte Elselil. Jeg tror, det er en Sølvmynt. Men hun havde saadan Hast med at komme til Sir Archie, at hun syntes ikke, hun havde Tid til at tage den op fra Gaden.
Men det rullede fremdeles foran hendes Fødder, og hun tænkte: Du kommer fortere frem, om du bøier dig ned og tager det op. Du kan jo kaste det langt væk, dersom det ikke er noget.
Hun bøiede sig og tog det op. Det var en stor Sølvmynt, som lyste hvidt i hendes Haand.
— Hvad er det, du finder paa Gaden, Jomfru? sagde Sir Reginald. Det lyser saa hvidt i Maaneskinnet.
De gik netop forbi en af de store Sjøboder, hvor fremmede Fiskere bodde, medens de laa i Marstrand med sin Haandtering. Foran Indgangen hang en Hornlygte, som kastede et svagt Skin ned paa Gaden.
— Vis os, hvad du har fundet, Jomfru! sagde Sir Filip og stansede under Lygten.
Elselil holdt Mynten op mod Lygten, og neppe havde hun kastet et Blik paa den, før hun begyndte at raabe: Dette er en af Hr. Arnes Penge! Jeg kjender den igjen. Dette er en af Hr. Arnes Penge!
— Hvad er det, du siger, Jomfru? spurte Sir Reginald. Hvorfor siger du, at dette er en af Hr. Arnes Penge?
— Jeg kjender den igjen, sagde Elselil. Jeg har ofte seet Hr. Arne
