lagde sig bred og mørk over hende og skjulte hende.
Sir Archie vendte sig straks igjen og fortsatte Vandringen, og atter ilede Jomfruen frem til ham, som om hun hviskede noget i hans Øre.
Men Torarin blev mere angst, da han saa dette, end han godt kunde bære. Han skreg i og piskede paa Hesten, saa han kom i fuldt Trav og med Hesten dryppende af Sved frem til Døren af sin Hytte.
Forfølgelse.
I.
Paa den Side af Marstrandsøen, som vendte indover mod Skjærgaarden og var beskyttet af en Krans af Øer og Holmer, laa Byen med alle sine Huse. Der bevægede Menneskene sig i Gader og Smug, der laa Havnen, som var fuld af Baade og Skibe, der saltedes Sild, der rensedes Fisk, der laa Kirke og Kirkegaard, der laa Raadhus og Torv, og der stod mange høie Træer, som vaiede grønne om Sommeren.
Men paa den Side af Marstrandsøen, som vendte vesterud mod Havet og ikke beskyttedes hverken af Ø eller Skjær, fandtes intet uden de nøgne Klipper og sønderrevne Bergodder, som stak ud i Havet. Der var Lyng med brune Toppe, og stikkende Krat af Nypetorn, Huler for Oter og Ræv og Reder for Ærfugl og Maage, men ingen Sti, intet Hus og ingen Mennesker.
Men Torarins Hytte laa høit oppe paa Kammen af Øen, saa den havde Byen paa den ene Side og Vildmarken paa den anden. Og naar Elselil aabnede sin Dør, laa brede nøgne Stenheller foran hende, hvorfra hun kunde se langt vestover, helt til den mørke Rand, hvor Havet gik aabent udenfor.
Men alle de Sjømænd og Fiskere, som laa indefrosne i Marstrand, pleiede at gaa forbi Torarins Hytte og op paa Fjeldet for at se efter, om Sund og Bugter ikke var begyndt at kaste af sig sit Isdække.
Elselil stod mangen Gang i Stuedøren og saa efter dem, som gik derop. Hun var hjertesyg efter den store Sorg, som var overgaat hende, og hun tænkte: Jeg synes alle er lykkelige, som har noget at længes efter. Men jeg har intet i hele Verden at længes efter.
En Kveld saa Elselil, at en høi Mand, som bar en bredbremmet Hat med stor Fjær, stod oppe paa Stenene og saa mod Vest, ud over Havet som alle de andre. Og Elselil saa straks, at Manden var Sir Archie, det skotskes Anfører, som havde talt med hende nede paa Bryggen.
Da han gik forbi Stuen paa Hjemveien til Byen, stod Elselil endnu i Døren, og hun græd.
― Hvorfor græder du? spurgte han og stansede foran hende.
― Jeg græder, fordi jeg ikke eier noget at længes efter, sagde Elselil. Da jeg saa Eder staa paa Fjeldet og se ud over Havet, tænkte jeg: Han der oppe har visselig et Hjem paa den anden Side af Havet, som han nu skal reise til.
Da blev Sir Archie blød om Hjertet, og han sagde derfor: Der er ingen som har talt til mig om mit Hjem paa mange lange Aar. Gud ved, hvorledes det staar til paa min Faders Gaard. Jeg for derfra, da jeg var sytten Aar, for at tjene i fremmede Hære.
Hermed gik Sir Archie ind i Stuen til Elselil, og han begyndte at tale med hende om sit Hjem.
Og Elselil sad stille og hørte Archie tale baade længe og vel. Hun følte sig lykkelig over hvert Ord, som hun hørte Sir Archie sige.
Men da det led mod den Tid, da Sir Archie skulde gaa, bad han Elselil om at faa kysse hende. Da sagde Elselil nei og skyndte sig mod Døren, men Sir Archie stillede sig i Veien for hende og vilde tvinge hende.
