Torarin gav ham et hastigt Øiekast. Skipperen var en lang mager Kar. Hans Øine var lyse og vandklare med et tungsindigt Drag. Den Karen der kan ikke jeg gjøre glad, og ingen anden heller, tænkte Torarin.
Endnu en Gang begyndte Skipperen af sig selv at tale med ham. Disse Skottere, sagde han, er de bra Folk?
Kanske det er du, som skal føre dem over til Skotland? sagde Torarin.
Ja, sagde Skipperen, jeg har Last inde til Edinburg, og en af dem har nylig været herude og talt med mig om, at jeg skulde tage dem med. Men jeg liker ikke at seile med saadanne vilde Krabater ombord, og jeg bad ham om Betænkningstid. Har du hørt noget om dem? Tror du, at jeg tør vove at tage imod dem?
Jeg har ikke hørt andet om dem, end at det skal være tapre Folk. Du kan trygt tage imod dem.
Men i samme Stund, Torarin sagde dette, reiste hans Hund sig fra Læsset, satte Snuden i Veiret og begyndte at tude.
Da afbrød Torarin med engang sin Lovtale over Skotterne.
— Hvad er der nu iveien med dig, Grim, min Hund? sagde han. Synes du, jeg stanser for længe her paa Isen og snakker Tiden bort?
Han gjorde sig rede til at fare videre. Ja, lev vel da her ude! sagde han.
Torarin kjørte ind til Marstrand gjennem det smale Sund mellem Kløverøen og Koøen. Da han var kommet saa langt, at han kunde se Marstrand, merkede han, at han ikke var alene ude paa Isen.
I det klare Maaneskin saa han en lang Skikkelse med stolt Holdning gaa fremover Isen. Han saa, at han bar en fjærprydet Hat og rigt udstyrede Klæder med vide Opslag.
— Se der, sagde Torarin ved sig selv, der gaar Sir Archie, de skotskes Anfører, som i Kveld har været ude paa Galeasen for at tinge sig Skibsleighed over til Skotland.
Torarin var Manden saa nær, at han havde kjørt bort i hans lange Skygge, som gled fremover bag ham. Hans Hest havde netop sine hover paa Skyggebilledets Hattefjære.
— Grim, sagde Torarin, skal vi spørge ham, om han vil kjøre med os ind til Byen?
Hunden begyndte straks at reise paa sig, men Torarin lagde Haanden paa dens Ryg.
— Vær du rolig, Grim, min Hund! Jeg ser, at du ikke synes om de Skotske.
Sir Archie havde ikke mærket, at nogen var ham saa nær. Han gik fremad uden at se sig om. Torarin veg stille af til Siden for at komme forbi ham.
Men i det samme saa Torarin bag den skotske Herre noget, som lignede en anden Skygge, som var langt og tyndt og graat, og som svævede frem over Marken uden at sætte Fodspor paa Veien og uden at bringe den hvide Sne til at knirke.
Skotten skred frem med lange Skridt. Han saa sig ikke om hverken til høire eller til venstre. Men den graa Skygge gled frem bag ham saa nær, at det syntes, som om den vilde hviske noget i hans Øre.
Torarin kjørte sagde fremover, indtil han kom paa Siden af dem. Han saa da Skottens Ansigt i det klare Maaneskin. Han gik med rynkede Øienbryn og saa ærgerlig ud, som om han var optagen af en Tanke, der mishagede ham.
Netop da Torarin for forbi ham, vendte han sig om og saa bagom sig, som om han havde mærket, at nogen var nær ham.
Torarin saa tydelig, at bag Sir Archie gled en ung Jomfru i sid graa Klædning, men Sir Archie saa hende ikke. Da han vendte Hovedet bagover, stod hun urørlig stille, og Sir Archies egen Skygge
