har skræmt mig, saa jeg har ramlet ned af Læsset.
I Maaneskin.[1]
Da Hr. Arne havde været død i fjorten Dage, kom der et Par Nætter med stærkt, klart Maaneskin. Og en Kveld var Torarin ude og kjørte i Maaneskinnet. Gang paa Gang holdt han Hesten an, som om han havde ondt for at finde Veien. Og dog var det ikke gjennem en vildsom Skog han kjørte, men paa noget, som saa ud til at være en vid, aaben Slette, omkring hvilken en Mængde stenede Knauser hævede sig op.
Hele Trakten var dækket med hvid, skinnende Sne. Denne var falden i stille Veir, jevnt og lige, den laa ikke i sammenhvirvlede Faner. Saa langt Øiet kunde se, fandtes intet andet end denne jevne Slette og de samme stenede Knauser.
— Grim, min Hund, sagde Torarin, hvis vi i Kvæld saa dette for første Gang, vilde vi tro, at vi færdedes over en stor Hede. Men da vilde vi nok undres over, at Marken var saa jevn, og Veien uden Stene eller Søk. Hvad er dette for en Trakt, vilde vi sige, hvor der hverken er Grøfter eller Gjærder, og hvordan har det sig, at hverken Straa eller Busk stikker op af Sneen? Og hvorfor ser vi ikke Elve eller Bække, som ellers pleier at trække sine sorte Furer hen over de hvide Flader, selv i den strengeste Kulde?
Torarin fandt disse Tanker meget fornøielige, og Grim fandt ogsaa Behag i dem. Han rørte sig ikke fra sin Plads paa Læsset, men laa stille og blinkede. Men netop som Torarin havde endt sin Tale, for de forbi en høi Stang, hvortil en Kvast var fastbunden.
— Hvis vi var fremmede her, Grim, min Hund, sagde Torarin, vilde vi spørge os selv, hvad dette er for en Hede, hvor de sætter op saadanne Mærker, som man bruger ude paa Sjøen. Det kan da vel ikke være selve Havet, vilde vi sige tilslut. Men det vilde vi nok anse for aldeles umuligt. Dette som ligger saa fast og trygt, skulde det kunne være bare Vand? Og alle disse Bergknauser, som ligger saa fast sammenbundne, skulde de bare være Holmer og Skjær, som var adskilte af rullende Bølger? Nei, Grim, min Hund, vi vilde nok ikke tro, at noget saadant var muligt.
Torarin lo høit, og Grim laa fremdeles stille og urørlig. Torarin kjørte videre, helt til han bøiede af forbi en høi Bergknaus. Da udstedte han et Raab, som om han havde seet noget mærkeligt. Han lod, som om han blev meget forbauset, trak Tømmerne til sig og slog Hænderne sammen.
- Grim, min Hund, du som ikke vilde Tro, at dette var Havet! Nu kan du dog se, hvad det er. Reis paa dig, saa faar du se, at der ligger et stort Fartøi her foran. os. Du kjendte ikke igjen Sjømærket, men dette kan du ikke tage Feil af. Nu kan du vel ikke negte, at det er selve Havet vi færdes over.
Torarin holdt stille endnu en Stund og betragtede et stort Fartøi, som laa indefrosset i Isen. Det saa ud, som det havde forvildet sig, som det laa der med den jevne, flade Snemark rundt omkring sig.
Men da Torarin saa, at der steg en svag Røg op fra Skansen, kjørte han frem og raabte paa Skipperen for at høre, om han skulde kjøbe Fisk. Han havde bare et Par Torsk igjen paa Bunden af Læsset, han havde nemlig i Dagens Løb faret omkring og solgt Fisk til alle de Skuder, som laa indefrosne i Skjærgaarden.
Ombord sad Skipperen med sit Mandskab og kjedede sig til døde. De kjøbte Fisk af Handelsmanden ikke fordi de trængte den, men for at faa nogen at tale med.
Da de kom ned paa Isen til Torarin, tog han paa sig en uskyldig Mine.
Han begyndte at tale med dem
- ↑ Rettet etter versjonen trykket i Verdens Gang 9. desember 1903.
