de havde langt Skjæg, som ikke var klippet eller redet paa mangen god Dag, og de var klædt i lodne Skindtrøier, som var skidne og sønderrevne. Jeg trodde, det var tre Varulve, som var kommet ind i Stuen. Jeg blev glad, da de endelig gav sig afsted.“
Da Torarin hørte dette, fortalte han Kulbrænderen, hvad han selv havde seet paa Præstegaarden.
— Det var alligevel sandt, at de slibte Knive paa Branehøg i Kveld, sagde Torarin og storlo. Han havde drukket meget for han var kommet saa sørgmodig og bedrøvet til Gaarden. Han havde maattet forsøge at trøste sig det beste han havde kunnet. „Nu er jeg glad igjen“, sagde han, „siden jeg har faat vide, at det ikke var noget andet Varsel, Præstefruen hørte, end nogle Garvere, som gjorde sit Verktøi istand.“
Langt efter Midnat gik et Par Mænd ud af Stuen paa Branehøg for at sadle Hesten og fare hjem.
Da de kom ned paa Gaardspladsen, saa de en Ildebrand flamme op mod Himmelen i Nord. De skyndte sig straks ind i Stuen igjen og raabte: «Stat op! Stat op! Solberga Præstegaard staar i Brand“.
Der var mange Folk i Gjæstebudet, og den, som havde en Hest, kastede sig op paa Ryggen af den og skyndte sig til Præstegaarden, men næsten ligesaa snart naadde de frem, som maatte løbe paa sine egne raske Ben.
Da Folket kom til Præstegaarden, var der ikke et Menneske at se; alle syntes at sove, skjønt Ilden stod høit mod Sky.
Men det var ikke i noget af Husene, det brændte, det var i en stor Haug af Kvist og Halm og Ved, som var kastet sammen ind til Væggen af Præstens gamle Bolig. Det havde ikke brændt længe, Luerne havde ikke rukket mere end at sværte det gode Tømmer i Væggen og smelte Sneen paa Halmtaget. Nu holdt de dog paa at gribe fat i Tagskjægget. Alle skjønte straks, at dette var Mordbrand. De begyndte at undres paa, om Hr. Arne og hans Folk virkelig sov, eller om der var tilstødt dem en Ulykke.
Men før Redningsmændene trængte ind i Huset, karede de med lange Stænger det brændende Baal bort fra Husvæggen samt klatrede op paa Taget og rev af Halmen, som det var begyndt at ryge af, og som var nær ved at antændes.
Siden gik nogle Mænd frem til Stuedøren for at gaa ind og vække Hr. Arne; men da den, som gik først, naaede Tærskelen, veg han tilside og overlod til den næste at gaa først.
Denne tog et Skridt frem, men da han skulde strække Haanden ud efter Dørhaandtaget, gik han tilbage og overlod Pladsen til dem, som stod bagenfor.
Det var en uhyggelig Dør at aabne, syntes de, ti en bred Blodstrøm silede frem under Tærskelen, og Haandtaget var tilsølet af Blod.
Da gik Døren op foran dem, og Hr. Arnes Hjælpepræst kom ud. Han ravede frem mod Mændene, han havde et dybt Saar i Hovedet, og han var overskyllet med Blod. Han stod et Øieblik opreist og udstrakte sin Haand for at æske Stilhed. Derpaa sagde han med rallende Stemme:
— Inat er Hr. Arne og alle hans Husfolk myrdet at tre Mænd, som kom klatrende ned gjennem Ljoren i Taget og var klædt i loddent Skind. De kastede sig over os som vilde Dyr og dræbte os.
Mere kunde han ikke. Han faldt ned foran Mændenes Fødder og var død.
Nu gik Folk ind i Stuen og fandt, at det var saaledes, som Hjælpepræsten havde sagt.
Den store Egekiste, hvori Hr. Arne forvarede sine Penge, var borte, og Hr. Arnes Hest var tagen
