„Wergeland var en Mand af utvilsom Begavelse og en af sin Tids kundskabsrigeste Nordmænd. Men han var ogsaa en indbildsk og forfængelig Herre og „besad alle Parvenuens Egenskaber“. Han vilde frem og det hurtigt frem i Verden“ (L. L. Daae i Vidar 1887 s. 60).[1] „Med aaben Frimodighed lagde han straks sin Tænkemaade offentlig for Dagen i sine Taler.“ — „Han viiste stedse en vis Vedholdenhed Ved sine egne Meninger og megen Utilbøielighed til at antage andres. Saa skarpsindig og klart han vidste at fremsætte sine egne Meninger, saa seent vilde han begribe andres —.“ „Menneskekundskab paa en vis Maade — — syntes at fattes ham.“ (Af Jacob Aalls Dagbog. Se Yngvar Nielsen: Bidrag til Norges Historie 1814. I. S. 391). „Arrogant, declamatorisk og ensidig,“ er Pavels’ dom om en af Wergelands taler,[2] og hans indtryk af Wergelands optræden i det hele synes at falde nær sammen med denne dom, om Pavels end baade anerkjender hans „Djærvhed“, hans „skjønne Sprog“ og indrømmer, at han kan fremføre „Ting, som fortjener Opmerksomhed og Gjendrivelse.“
Den sympatiske og — som rimeligt kan være — lidt flatterende skildring af faren, som Camilla Collett gir os i „de lange Nætter“, lader ogsaa skimte hans mindre tiltrækkende egenskaber. Sammenholder man disse udtalelser med det indtryk, man faar af Wergelands forfattervirksomhed, danner der sig billedet af en herskesyg, ærgjerrig mand, paa talerstolen blindt hensynsløs, i daglig omgang ikke blottet for elskværdighed, ikke uden hjertelag, endog
