ligere havde staaet saagodtsom udenfor tidens aandelige rørelser. Da endelig en efterdønning af den europæiske reaktion, væsentlig i tilknytning til litterære foreteelser, som dansk efterromantik,[1] naar os i trediveaarene, har allerede ude i Europa en ny bølge overskyllet reaktionen: den bevægelse, der tager fart ved julirevolutionen, glider i Norge sammen med den gamle af samme aand og gir den ny energi, nye impulser. Især gjennem sin fader og gjennem sin interesse for N. Treschow er Henrik Wergeland intimt knyttet til det 18de aarhundredes kultur, — ved julirevolutionen faar de ideer, han saaledes er vokset op med, sin ilddaab: de bestemmes nu nærmere gjennem de nye former, hvori det 18de aarhundredes tanker vender tilbage.
Den ældre Wergeland staar naturligvis ikke paa den maade aaben og modtagelig for nye impulser som sønnen; der er de af sønnens interesser, som kun svagt berører faderen; men der foregaar dog hos ham — gjennem den kjærlighed, hvormed han, selv en skuffet mand med engang høie maal, følger sin begavede søns udvikling — som en fornyelse, en gjenopliven: man har det smukke syn af den ældre mand, der blir ung igjen med en ny generation og da yder det, som kanske mere end noget andet vil sikre ham de kommende slegters sympati.
- ↑ Allerede tidligere har vistnok vor digtning havt aflæggere af tysk romantik (Maurits Hansen), men disse aflæggere var dels af ringe værd og interesse, dels trivedes de udmerket sammen med ligesaa tarvelige frembringelser af den ældre litteratur. Hos os forekommer ingen sterk litterær brydning som f. eks. i Sverige: Kotzebue og Fouqué dyrkes uden anstød side om side. Først med Welhaven kommer kritiken og brydningen.
