bevæget til at udgive det, end en uimodstaaelig Drift til at aabenbare Sandheden, og at jeg aldeles ikke har tænkt paa personlig Nytte.“ — „Dommen, som mit eget Hjerte fælder over mig, er denne: Jeg, som enhver Dødelig, kan ellers have meget at bebreide mig selv, men i Henseende til det, mine Modstandere i de sidste Aar under de politiske Debatter have beskyldt mig for, da veed jeg intet med mig selv. Jeg slutter et vidtløftigt Selvforsvar, i hvilket jeg, tvungen af mine Fienders fornærmelige Anfald, har været underkastet den ubehagelige Nødvendighed at synes ubeskeden, jeg slutter det med en Paamindelse, uddragen af vor forevigede Nordahl Bruns Afhandling om fornuftig Kjærlighed til Fædrenelandet: „Det er Fædrenelandets og Statens Fiende, der leder ængstelig efter uædle Bevæggrunde hos den Mand, som dog virkelig har udrettet noget for det Almindelige. Det Land, som vil have Patrioter, maa taale, at de ere Mennesker.“ — Wergeland har ved de citerede ord træffende bestemt sit eget forhold i striden: han var visselig en mand med vilje og evne til at „udrette noget for det Almindelige“, og det var smaat og uretfærdigt, naar man „ængstelig søgte efter uædle bevæggrunde“ for hans optræden. Han var en god „Patriot“, en tro og virkelysten søn af sit land, og man fik „taale“, at han tillige var „Menneske“: besjælet af en dyb personlig ærgjerrighed, — der undertiden gjorde ham usikker i valget af de rette midler, — og bunden af nedarvede, ved egne indtryk sterkt udviklede sympatier.
