Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/47

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
42

ét punkt har modstanderne havt vanskeligt for at ramme Wergeland: det er hans opgjør med Grundtvig i anledning dennes “Qvad til Danerkongen paa hans Fødselsdag 1812.“ „Forbemeldte Fantast“ havde der tilraabt Norge: „Saa tak da Gud, at ved saa mangt et Savn han mild oplod dig Danmarks Søsterfavn. Hun som en Skjoldmø for din Odel stred, hun deelte med dig al sin Daad og Ære, hun saaed Kraft og skaffed Spiren Fred, da igjenfødt i dig blev Christi Lære; hun i din Kirke sang til hellig Lyst, hun dine Sønner ammed ved sit Bryst, og at saa vel de trivedes derefter, jo vidne kan, at Dien havde Kræfter.“ „Det hende (Danmark) gik, som det mon Ammer gaae, de glemme tit, at disse Gutter smaae, af Herreæt, som Die de mon give, engang, vil Gud, skal store Herrer blive; men var det godt, ifald de vilde bukke for Pattebarnet, mens det laae i Vugge?“ Grundtvigs digt passede godt ind i Wergelands fortegnelse over „tilføiede fornærmelser“: „— det maa hver ægte Normand sige, at Nidding var, hvem sligt ei forargede. Mig har det forarget, og skaaret i Hjertet.”

Størstedelen af polemiken mellem Hersleb & Falsen og Wergeland har kun ringe interesse. Falsen efterviser undertiden ret klart Wergelands historiske feilsyn, men synes idethele at finde mest tilfredsstillelse i at variere sin karakteristik af „le coeur ulcéré“, der havde kunnet frembringe en saadan „Skjændsel“. Hans skjældsord er ikke uden fantasi, og han tar en mængde gammel lærdom til hjælp, for at de skal virke desto eftertrykkeligere. „Paa Titelbladet kalder han (forfatteren af „Danmarks politiske Forbrydelser“) det selv en historisk Skisse (skal vel være Skizze)[1]. eller Udkast. Men dersom ikke allerede Skiltet her skulde være den første grove Usandhed, hvori man griber Forfatteren, saa maa dog nok den historiske Muse, som har inspireret ham til at skrive denne Skisse, have været en af det Slags, som Romerne kalder scortum triobolare og om hvem Bayle siger, qu’elle se tient sur les grands chemins et se livre au premier venu pour un morceau de pain.“

Polemiken veksler mellem komplimenter af denne art og høi patos. En patos, der nu og da har sterk og ægte klang. Begge parter er saarede i sine dybeste sympatier. Wergelands grund-

  1. Udhævet her.