Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/46

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
41

man har taget den i brug. Men som ældre oplever han, at hans søn melder sig, ung, varm, rig paa glæde og tro, — Nicolai Wergeland føler, at det, han selv ikke har naaet, har Henrik Wergeland vilje og evne til at naa. Saa høres der en stemme af umiskjendelig dansk accent: hvad vil denne Henrik Wergeland, hvilken mislyd, hvilken norsk smagløshed, — og hvor er det ikke lille og daarligt alt herhjemme i Norge, tror virkelig det norske folk, at det allerede kan slippe det danske bryst? Og den gamle stridsmand føler atter blodet koge og møder i fuld rustning.

— Nicolai Wergeland var og blev en rede stridsmand. Da han skal møde Herslebs og Falsens angreb, viser han straks sin taktiske dygtighed: hans forsvar for den angrebne bog er langt bedre end bogen selv. Han samler Herslebs grovheder i en stor pose og viser dem frem: samlede paa den maade blir de latterlige. Som tidligere nævnt føres striden uden vid, men Wergeland er dog den, der bedst ved at tilspidse en braad,[1] og han forstaar at lede striden mod punkter, hvor han har en gunstig stilling. Falsen har — ligesom ogsaa Hersleb — taget Saxo i forsvar; her er en smuk anledning, og Wergeland skynder sig at vise, hvor han er vel bevandret i ældre og yngre kritik over Saxo, han levner den gamle historieskriver, „dette ocean af fabler“, kun saare liden honnør, og kommer saaledes indirekte sine modstandere tillivs: „Hr. F. bebreider mig, lig hans Forgjænger, at jeg har betragtet Saxos historiske Arbeider for Ammestue-Væv. Saa stor Mangel paa kritisk Sands, historisk Smag, saa kjellingagtig Lettroenhed, kan jeg ikke tiltro mine Modstandere, at jeg skulde antage denne Bebreidelse for alvorlig meent.“ En anden gunstig position gir Falsens udtalelser om Olaf den hellige. Wergeland er en af de første, der i nyere tid søger at gjenoplive den gamle nationalhelgens ry. „Olaf den digre“ (eller „Ole den tykke,“ som man ser ham benævnt i forrige aarhundrede) er for Falsen en konge, der „ved uhørte Grusomheder havde opvakt almindelig Misfornøielse hos den norske Nation, den han vilde paatrænge den christelige Religion.“ Wergeland karakteriserer ham som „et Offer for Fødeland, Religion, Retfærd, Menneskeslægtens dyrebareste Gjenstande.“ Paa

  1. En enkelt letkjøbt, men ganske pudsig ubehagelighed er han ikke fri for at gjenta: „Publikum foranlediger han (Falsen) ellers med det samme at lægge Mærke til, hvor megen Kraft og Betydning Amtmandens Navn endnu har tilbage, uagtet et af dets ædleste Lemmer, De, blev afhugget for Fædrenelandet.“