Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/45

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
40

den ældste tids feider som en række heltegjerninger af nordmænd, — overgreb og rænker af danske, stemte ikke denne opfatning synderlig med historien; hans klager over de danskes holdning efter Kalmarunionen kom derimod virkeligheden betydelig nærmere. Nordmændene havde kun i ringe grad formaaet at værne om sine interesser. Den rolle, Norge spillede i unionen, mindede ikke lidet om den stilling, en afsides provins gjerne vil indta. Saa kom den vanærende Kieler-traktat, hvor Danmark „afstod“ Norge. Og det felttog, hvor Norge skulde forsvare sin uafhængighed, blev kun til en daarlig begyndelse. Naar Norge alligevel opnaaede en saavidt tilfredsstillende ordning, skyldtes det i første linje Karl Johans ønske om snarest muligt at fastslaa unionen som en kjendsgjerning. Med andre ord: den norske nationalfølelse var let saarlig. Deraf denne trang til kunstig at stimulere den nationale stolthed, til at fremdrage alt, som kunde gi den næring[1]. I besiddelse af en betydelig selvfølelse, af en fædrelandskjærlighed, som de tidligere krænkelser ingenlunde havde svækket, var mange nordmænd ved krisen i 1814 blit grebne af en næsten febrilsk stemning: glæden over det vundne blandede sig med den usikkerhed, der fulgte den uvante fornemmelse at skulle staa paa egne ben. Baade denne og hin søgte da at overdøve de pinlige erindringer, alt det, der syntes at gjøre Norges navn ringere, ved en høirøstet chauvinisme, ved lydelig at raabe afveien for dette fremtidens folk, der maatte søge saa langt tilbage for at finde sine traditioner.

Denne chauvinisme kommer helt ubehersket tilorde hos Nicolai Wergeland. Selv en stolt selvbevidst mand, med megen tillid til sine evner, var han ogsaa stolt paa sit folks vegne; med sin juridiske logik forbandt han en naiv umiddelbarhed, der lod ham føle sig som den rette defensor for en forurettet nation. Det er ud fra dette, man maa forstaa baade hans ungdommelige dokumentation af „Danmarks Forbrydelser mod Norge“ og hans bedre overveiede, men ikke mindre lidenskabelige tilrettevisning til Welhaven: „Forsvar for det norske Folk.“ Han ser i sine unge aar det norske folk — det være nu ved egen fortjeneste eller ved en lykkelig konstellation af begivenheder, — bli sin egen herre, gives leilighed til at skabe sin egen kultur. Han er selv med, han har tilbudt dette kulturarbeide hele sin aandelige formue. Det er kun delvis,

  1. En trang, som ogsaa tidligere, før foreningens opløsning, var kommet til orde (i lovprisningen af den „frie odelsbonde“ o. s. v.)