Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
39

en List af den utaknemmelige Harald, for med Magt at tvinge Hakon til at lade sig døbe[1] og tage Præster med sig til Norge. Forbittret over denne voldsomme Medfart og nu fuld af Foragt for Harald og hans Mænd, gik han tilbage til sine Skibe, og saasnart Børen blæste, kastede Præsterne i Land, seilede først ned til Øresund og rasede paa begge Bredder, og drog saa hjem.“ — Jomsvikingernes uheldige tog gir paa samme maade forfatteren anledning til at falde i staver i nordmændenes vidunderlige egenskaber: „Normændenes uovervindelige Tapperhed slog disse drabelige Vikinger, og den hele Røverfærd tjente kun til at sætte det norske Heltemod i et nyt Lys.“ Knud den stores optræden i Norge og Sven Alfivasøns regimente gjør naturligvis et pinligt indtryk paa forfatteren: „Hvad sagde hertil de stolte, nu saa skammelig bedragne Normænd.“ „I dyb Smerte betragtede Folket Olaf for en Martyr, ligesaavel for den norske Frihed som for Religionen, og sit nuværende Slaverie for en Straf af Himlen for det paa den ædle Konge begangne Mord.“ „Nogle af Norges bedste Mænd droge derfor øster til Rusland og hentede Olufs Søn, Magnus. Saasnart denne Prinds viste sig i Nationens Skjød, udfoer de norske Vaaben af Skeden, og Tyrannerne forsvunde.“ „Bønderne sagde Sven lige i Ansigtet, at de ei vilde have ham mere, og Sven med sine danske Herrer forføiede sig hjem, bedækkede med Skam. Og maatte Storeknud selv opleve denne Ende paa sit Herredom i Norge.“ Om Magnus den godes tog til Danmark 1046 heder det: „Kongen havde mindre Folk, men større Skibe end Forræderen (Sven Ulfsen). Seieren blev atter den retfærdige Sags. Sven mistede sin hele Flaade, ja sit eget Skib, flydde op i Skåne, og Magnus satte efter ham langt op i Landet. Magnus straffede sine troløse danske Undersaatter.“ Da Harald Haardraade drager hjem efter Slaget ved Nisaa, er forklaringen: „Denne Helt var nu kjed af at slaae de Danske, sluttede Fred med dem, for at indsamle flere Laurbær i England.“

Hvad er nu den dybere aarsag til dette barnlige skryd, som falder dobbelt besynderligt hos en mand af Nicolai Wergelands skarpe tanke?

Den rolle, nordmændene havde spillet som nation i nogle hundrede aar, var ikke ærefuld. Naar Nicolai Wergeland vilde se

  1. Hvilken magt kunde vel tvinge denne ubetvingelige nordmand?