ogsaa disse har gjort sit til, at Wergeland nu indtar et mere yderligt standpunkt. Men i dette lidenskabelige udbrud ser jeg dog noget andet og mere: man vil erindre, at Wergeland var bondegut, søn af en mand, der mente sig sterkt forurettet af en dansk embedsmand. Det ubeherskede i hans angreb, — dette, at han saa ganske forlades af sin sunde sans, af sin kritiske evne, at de videnskabelige forudsætninger, han sidder inde med, saaledes paa alle hold svigter ham, — det minder dog nærmest om det brutale udslag af en naturdrift, om gjemte lidenskaber, der pludselig sprænger de lag af dannelse, hvori de har ligget indkapslede. Som allerede før antydet: hadet til de danske embedsmænd, til en herskende klasse af halvfremmede skatteopkrævere, til den danske magt i Norge, var paa mange steder gaaet den norske bonde dybt i blodet. Ikke mindst paa Vestlandet, hvor modstandskraften var ringe, skattebyrden tung. Denne uvilje var vistnok hos almuesmanden rettet mod den magt, han til daglig kom i berørelse med, ikke mod det fjerne Danmark. Tværtimod saa han gjerne i kongen en beskyttende fader for alle, til hvem man kunde klage sin uret. Men for en lidt mere udviklet reflektion laa det skridt nær at søge forbi den enkelte embedsmand til magtens kilde, og begyndte man at studere Danmarks norske politik, var det let for den ubestemte uvilje at finde positive holdepunkter. Hos Nicolai Wergeland tør udviskede barndomsindtryk, ubevidste dispositioner ha været fuldt saa bestemmende for hans holdning i det dansk-norske spørgsmaal som hans senere livsførelse. De forskjellige rørelser i et folks sjæleliv gir sig sent eller tidlig udtryk i dets kultur. Nicolai Wergeland har fundet ord for visse følelser hos den norske almue, der havde ulmet i aarhundreder.
Dette forhold blir endnu klarere, naar man følger den feide, hvortil skriftet gav anledning. Er Wergelands anklage fuld af grove ord og løse paastande, saa er hans modstandere ikke mindre hensynsløse. Baade Hersleb og Falsen taler i en sterkt ophidset og udannet tone; de injurier, Wergeland havde øst over Danmark, blir ham personlig tilbagesendte, og flere til: der fegtes afvekslende med skjeldsord og saglige argumenter, men det synes dog fortrinsvis at være angriberne om at gjøre at lette sit hjerte for en overstrømmende personlig bitterhed.
Nu maa man vel erindre, at en avis- eller brochure-feide for
