Ikke mange aar efterat Wergeland i skriftet om det norske universitet havde gjort sig til tolk for den vaagnende norske nationale bevægelse, gjenoptar han traaden i denne sin virksomhed i et nyt verk, hvor han ogsaa fører det norske folks sag mod Danmark. Men forholdene var nu væsentlig forandrede. Hans bog, „Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge“ kom saaatsige post festum. Den virkede udelukkende som en mundfuld injurier til afsked, mens ved en skilsmisse ogsaa af denne art taushed havde været det værdigste.
Dertil er bogen besynderlig naiv, den mangler enhver historisk forstaaelse, enhver videnskabelig værdi. Man gjenkjender ikke den kloge jurist fra Mnemosyne: en tarvelig vinkelskriver opramser i forvansket form de ufordelagtige træk, han har kunnet opsnappe om modparten. Wergelands lidenskabelighed har ved denne leilighed fuldstændig taget ledelsen fra hans forstand.
Var nu virkelig hans had til Danmark af en saa voldsom natur, at det har kunnet bringe ham paa saadanne afveie? Eller hvormegen beregning, — rigtignok daarlig, uklar beregning — ligger der her til grund? Er fornærmelserne mod Danmark for en del courtoisie ligeoverfor Sverige?
Det skal først erindres, at Wergelands prisafhandling var blit skarpt bedømt i Danmark. A. S. Ørsted imødegik med megen energi Wergelands fremstilling af forholdet mellem de to lande; han brugte endog særdeles sterke ord om Wergelands optræden. Det er derfor naturligt, at en mand med Wergelands temperament, naar han næste gang kommer tilbage til sagen, anslaar en endnu heftigere tone. Saa ligger partistridighederne paa Eidsvold imellem,
