nok fornuftige resultat, at universitetet burde lægges i hovedstaden, og at desuden Kristiania i enhver henseende havde de bedste betingelser.
— „Naar man har gjennemgaaet de tidligere paa Vers og Prosa fremkomne Udtalelser af en norsk Patriotisme, der ikke rigtig ved, paa hvilket Ben den skal staa eller hvorlangt den skal strække sig, om den skal gaa til Kiel eller til Elben, om den skal tage det Holstenske med eller ikke, om den har Lov til at foretrække Norge for Danmark, eller hvorledes den skal fordele sig mellem begge, — virker det befriende paa Een at komme til Læsningen af Wergelands Mnemosyne, hvor den norske Patriotisme endelig har brudt med Bedemandsstilen og fører en grei Tale, — hvor den ikke flyder ud i det Blaa, Ubestemte, men kjender sin Begrændsning og sin Styrke inden den, hvor det er erkjendt og udtalt, hvad der er og bliver en uanstødelig Sandhed, at den, som vil tilhøre to Folk, i Virkeligheden ikke kommer til at tilhøre noget, og at Nordmænd alene skulle være Nordmænd, fordi de alene kunne være dette tilgavns.“ (I E. Sars: Historisk Indledning til Grundloven S. 184).
