menneskelige forhold, skabe en ny livsopfatning og en ny samfundsorden. De store forandringer, der foregik i slutningen af forrige aarhundrede, stod for de fleste af tidens mænd som næsten udelukkende foranledigede ved det energiske tankearbeide af populærfilosofer og samfundsreformatorer, de store „folkelærere“ og „folkeopdragere“, som Henrik Wergeland kalder dem. De dybere „underjordiske“ bevægelser, af social-økonomisk natur, gav man mindre agt paa. — Ung og sangvinsk som Nicolai Wergeland er ved den tid, med en lysende akademisk løbebane, fortræffelig rustet med den saliggjørende kundskab, bærer den tro og veltalenhed, hvormed han maler dens virkninger, et sterkt personligt præg. Denne overbevisningens energi gjør ham da ogsaa særdeles skikket til at optræde som talsmand for et eget universitet, et „videnskabeligt magazin“ for det norske nationale aandsliv.
„Den store moralske Person, Staten, har de samme Pligter mod sit eget Legeme og sin Sjæl, som et Individ. Hvad der gavner begge dens Bestanddele, maa den bestræbe sig for; den maa ikke foragte Midlerne til sin Sundhed og Oplysning; den maa ikke spare sine Rigdomme tog sine Evner for at erhverve dem, men med sine Lemmers Kræfter og sin Sjæls Evner arbeide for at opnaa dem. Det er altsaa den hele Masse af Statsborgeres Pligt, at erhverve sig en saa velgjørende Indretning som et Universitet, ligesaa fuldt som det er et moralsk Individs at eftertragte Midlerne til sin Sundhed og Oplysning.“
. Her har vi atter en af forrige aarhundredes grundtanker: forestillingen om den frie og fyldigst mulige udfoldelse af det naturlige menneskes kræfter, overført paa „den store moralske person staten“. — Anvendelsen af det foreliggende ræsonnement paa norske forhold opfordrede paa dette punkt forfatteren til at fastslaa en selvstændig berettigelse, et selvstændigt liv hos den del af den dansk-norske statsorganisme, som bar navnet Norge. Med andre ord: Wergeland stod ved sin egentlige opgave; resten af bogen vies da denne. Forfatteren ved ganske klogt at bane overgangen; det gjaldt her ikke at understrege selvstændigheden paa nogen stødende maade: „Enhver Stat bør altsaa have Universitet. Danmark og Norge er een Stat, forenede under een Repræsentant. Denne Stat har sit Universitet, og Fordringen siges at være opfyldt. Men nei; ikke enhver Stat kan synes at have opfyldt sin Pligt ved Anlægget af een
