Fortrin i Livet vige; under dem maa den Stærke bøie sig; Skjønheden selv bliver hæslig ved Siden af Dumheden; Rigdom og Høihed, der som oftest erhverves ved Kundskab (?), vorder uden den ækkel og foragtelig. Alting fordærver, forvirrer, forvansker Uvidenheden; hvad Dumheden rører ved sin Haand, bliver hæsligt; i ingen Stilling paa Jorden er den paa sit Sted, uden som stum og uvirksom Slave. Men under Kundskabens Hænder forvandles alt til Skjønhed, Hæder, Rigdom, og under dens Fødder Ørkener til Paradiser.“ Vi har her det nye værdimaal, hvorefter det attende aarhundrede vilde maale menneskets Værd: ikke rigdom og høihed, den tilfældige glans, men den intellektuelle udvikling bestemmer menneskets indre rang og bør tillige bestemme dets ydre stilling i verden. Wergeland har formuleret denne opfatning med megen optimistisk naivitet: „under Kundskabens Hænder forvandles alt til Skjønhed, Hæder, Rigdom“; og han har tillige gjengit den i mest muligt tilspidset form: mod kundskabens værdi, forstandens kultur, synes de øvrige livsværdier at forsvinde. Det er nu ikke ganske hans mening: ligesom mange af hans samtidige, især dem af den lidt ældre generation, tænker Wergeland sig stedse disse værdier paa en eller anden maade nødvendig forbundne med forstandskulturen. Det var „oplysningstidens“ lyse etiske grundtanke, i virkeligheden kun bestridt af en eller anden skeptiker, en „Rameaus brorsøn“, der i livets smudsige dybder har oplevet den modbevist, eller en ensom filosof, Immanuel Kant, der i tankens dybder har prøvet dens grundvold. Hos Wergeland er der dengang endnu ingen tvil: „I enhver Stilling er den Oplyste lykkelig og god, som Konge eller Undersaat; thi ene Kundskab om Pligt og Forhold bringer Sagerne paa Jorden i lyksalig Overensstemmelse.“ Hans tro paa kundskaben antar endog en metafysisk karakter, blir det springende punkt i en religiøs verdensanskuelse: „Guddommen selv er ikke alsalig, uden ved Bevidstheden om sin Alkundskab, og regjerer ikke Universet, uden ved sin Alvidenhed.“ — „Kundskaben erobrer de raae Nationer, den erobrer den Taabeliges Skatte, Jordens og Havets Rigdomme, den tvinger Stormen og Havet, den tæmmer Lynilden og Elementerne; den er Jorderigs Konge og Arving til Himmerige.“ Denne lovprisning er ingen gold retorisk ordbram, det er en dityrambe til kundskabens guddom, digtet af en mand, der inderlig har følt dens magt, tilhørende en slegt, der har set den omdanne de
