Det heder hos Camilla Collett („I de lange Nætter“): „Han (Nicolai Wergeland) var Tanken, hvor Grev Wedel var Haanden, der reiste vort Universitet.“ Dette bør vel ikke tages for strengt, men det er i ethvert fald sikkert, at Wergelands indlæg i universitetsspørgsmaalet ved sin fremkomst vakte stor og fortjent opmerksomhed. Det er ogsaa et grundigt og interessant arbeide: allerede den detaljerede indholdsangivelse viser, hvor omhyggelig og sikkert forfatteren har bygget sin fremstilling. Wergeland begynder med en udredning af universitetssagens historie, der er meget oplysende og indeholder et helt lidet leksikon over, hvad der i den anledning er fremkommet i norsk og dansk bogverden og presse. Han leverer dernæst en baade klar og fyldig oversigt over universiteternes stilling og formaal ialmindelighed; den lille afhandling gir ved sin faste bygning et meget fordelagtigt indtryk af Wergelands formelle betingelser som videnskabsmand. Det mest bemerkningsværdige af indholdet er en paavisning af „oplysningens“ værd og magt, som karakteristisk gjengir de meninger, der var herskende i det 18de aarhundredes toneangivende kredse. „Ikke uden Grund have Oldtidens Viismænd med eet og samme Billede, med Lyset, betegnet baade Lyksalighed og Kundskab.[1] Oplysning — det Bryst, den slaar sin Bolig i, er forholdsmæssig rolig og blidt; Livet har tredobbelt Behagelighed for ham (!), og Døden intet Skrækkeligt. For Uvidenheden er Livet en Kjedsomhed, og Døden en Rædsel; begge bortjager den i dyrisk Nydelse. For Kundskaberne maae alle andre
- ↑ Det er af interesse, at visse partier af denne Wergelands fremstilling øiensynlig har havt betydning for et foredrag, holdt 2den september 1830 i studentersamfundet af cand. juris G. F. v. Krogh: „Universiteternes forhold til staterne“. (Se Hjelms maanedsskrift 1830—31.)
