ene del karakteriseres af forfatteren ved det indledende motto af Wieland:
„— — Und auf die guten Leute
— — so sehr sie Thoren sind
nie böse wird, nur lächerlich sie findet,
und stolz dazu, sie drum nicht minder liebet;“ —
forfatteren holder sig her lovlig nær til Sterne, Yoricks fader og onkel optræder som Thorald Smek og onkel Sjur, navneforandringen betyder ikke stort andet, end at Sternes aand har forladt dem. Den anden del, fortællingen om „Enken“ er et „lærerigt Sørgespil, hvor Mennesket viser sig i sin laveste Lavhed og højeste Styrke; — en Kamp mellem de blideste og grummeste Lidenskaber; — et overraskende Beviis for, til hvilken Række af Rædsler eet eneste Fejltrin kan lede, at Tingene og Skjebnen, ihvor betrængte og forladte Dødelige ofte ere, dog styres af en guddommelig Haand, at Himlen, i hvor ubekymret den end stundom synes at være for, hvad der tildrager sig hernede, dog som oftest ved Begivenhedernes Udvikling viser sig at have havt et alvidende Herredømme overalt.“ Denne genre kjender vi: det borgerlige rørende drama, den rystende og sentimentale fortælling, realisme og unatur, raa patos. Vi gjenfinder det 18de aarhundredes sentimentalitet, men i forraaet skikkelse, sigtende paa den grove effekt, tildels bestemt af teatrets indflydelse, hensynet til det store publikums graadige appetit og tarvelige smag. Den samme tids realisme: det daglige livs tragedie, men denne virkeligheds uhygge er malt med grelle farver, er dynget sammen og gjennemvædet af taarer, de halvt og helt uskyldiges taarer. En moralsk grundtanke: den engelske borgerdydsmoral med forskjelligartede tilsætninger, udvandet af følsomhed, krydset med forestillinger om „en guddommelig haands styrelse“, der staar bag og over den antike skjebne, som ogsaa har en finger med i spillet.
Det 18de aarhundredes livskraft ytrede sig sterkest paa andre omraader end det æstetiske, dets kjærlighed til virkeligheden tog gjerne en praktisk retning, den kunstneriske udvikling bestemmes ved overgangen til det nye aarhundrede af romantiken, og den efterslæt af borgerlig virkelighedsdigtning, der findes ved siden af, har alle forfaldstegn. Denne litteraturs første mand var Kotzebue: ærgjerrig og virkelysten, alsidig begavet kom han til at spille en
