— — I formel henseende hører den tale, Wergeland holdt den 12te april i anledning af takadressen til Christian Frederik, til hans bedre. Den har tydelig til hensigt at præcisere, hvad Sverdrup allerede havde sagt prinsen: at det var folket selv, der bestemte over sin skjebne, at prinsen ingen anden ret havde end den, folket gav ham. Det er rimeligt, at Mirabeaus optræden i den første nationalforsamling har foresvævet ham, det var just en rolle for ham, Wergeland: „vi er her efter folkets vilje“. Taleren har havt sin udmerkede tale færdig, og han har skabt sig en leilighed: men leiligheden var ikke rigtig passende, det ansaaes af de fleste for baade klogest og mest dannet ikke at rippe op igjen et spørgsmaal, som allerede var tilfredsstillende løst, og særlig ansaaes det for stødende, at Wergeland ved at rette en særlig tak til de herrer, der ved det første møde paa Eidsvold havde „forholdt sig med ærbødighed mod nationen“, udslyngede en insinuation: at ikke alle havde vist denne ærbødighed. Hans kampfælle, grev Wedel, søgte ogsaa straks at gi sagen en anden og heldigere vending ved at betone det utænkelige i, at noget medlem af forsamlingen skulde drage i tvil, hvad Wergeland havde fremhævet: at folkets suverænitet for øieblikket hvilede hos den; da takadressen desuden kun tilsigtede en komplimentation af prinsen, fandt han de af Wergeland foreslaaede tillæg overflødige. I den paafølgende debat blev Wergeland særlig skarpt angrebet af Sverdrup, og stemmegivningen gik ham, som rimeligt kunde være, imod.
Det heder i denne tale[1], der vilde været udmerket, hvis der havde været nogen grund til at holde den: „Forsamlingen er national og norsk — Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestille et hæderligt Folk, løst fra sin Troskabs-Ed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform, en Ret baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde[2]. Men forestille vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig og nu alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævde, forsvare og bevare; thi, ædle Herrer, velær-
- ↑ Se Henrik Wergeland: „Norges Konstitutions Historie“ s. 441.
- ↑ Dunke1t. Vil det si, at svenskerne endnu ikke er komne til Eidsvo1d, eller ligger der i dette en antydning: Vi kan gjøre regning paa, at svenskerne vil respektere den forfatning, Vi nu gir os —?
