Om arten af Nicolai Wergelands veltalenhed kan man danne sig et begreb gjennem hans trykte taler. Endel af disse taler er gjengivne i Henrik Wergeland: „Norges Konstitutions Historie“. Blandt hans prækener fra tiden i Kristianssand er der to, den ene af 30te oktober 1814, den anden af nytaarsdag 1815, som er af helt politisk natur og senere ogsaa trykte som politiske indlæg; i dem begge priser han nordmændene lykkelige i anledning af foreningen med Sverige; samtidig sparer han ikke sine modstandere eller den gamle fiende Danmark.
„Kristianssand har talt“, slutter Wergeland et af sine foredrag[1]. Det er retoriken fra den franske revolution, som er hans mønster, den blomstrende „klassiske“ veltalenhed, hans sprog minder undertiden om Robespierres pyntede orationer. Mirabeaus glimrende og fint beregnede ordkunst blev vel dengang ogsaa beundret hos os, men det gik, som det ofte gaar: netop fraserne, glitterstasen hos ukritiske eller opblæste retorer fristede mest til efterligning; og Wergeland har tydelig studeret disse de deputeredes fraser. Det er iøvrigt ikke forunderligt, at revolutionsmændenes deklamation faldt naturlig for hans tunge. Teolog af det attende aarhundrede, har han oprindelig dannet sin tale efter tidens geistlige retorik, det salvede billedsprog, vi kjender fra Nordahl Bruns „Hellige Taler“.[2] Han næret da ogsaa stor beundring for den bergenske biskop, for „Aandens Svada paa den Guds-Mands Tunge“.[3]
- ↑ Det nedenfor omtalte af 1814.
- ↑ Pavels veltalenhed er ikke af den pompøse bredde som Bruns, den er mere lyrisk smægtende, men baade han og den imposante Rein hører dog til den samme skole (se f. eks. Pavels’ ligtale over Hount). En enklere, naturligere stil møder vi hos Nils Stockfleth Schultz.
- ↑ Gravskrift over Johan Nordahl Brun i „Smaa Poesier“.
