sandelig ikke. Prindsen taler aldrig til sine Adjudanter om Prester“.[1] — Wergeland havde alligevel valgt rigtig, det blir Sverige, der gaar af med profiten; han skriver sin bog om „Danmarks politiske Forbrydelse mod Norge“ (1816), det er meninger, som han allerede tidligere har vedkjendt sig, om han end nu fremsætter dem i en voldsommere form; men øieblikket er ikke taktfuldt valgt. Han sørger for, at bogen kommer i Karl Johans hænder, men det viser sig at være et træk af tvilsom rigtighed, hans mangel paa takt har atter bragt ham paa afveie. Karl Johan finder, at „Hr. Wergeland, istedenfor at ophidse Stemningen, burde have sparet sin Pen til at anbefale Forglemmelse af Fortiden, Rolighed og Enighed“.[2] Wergeland er altfor „ivrig“, mener hans høie velynder, „vanskelig at lede“. Nu er det jo, til trods for denne misbilligelse, ikke sikkert, at Wergeland har skrevet sin bog forgjæves. Hans ubeherskede optræden paa Eidsvold tør ha bevirket, at han blir siddende hjemme den paafølgende storthingssession; men en nordstjerneorden, en titel af hofprædikant, en dotation af 2000 rigsdaler, og endelig (oktober 1816) Eidsvolds sognekald er de vidnesbyrd, han i mindre end to aar modtar om sin konges bevaagenhed.[3]
Wergelands optræden i denne tid bærer temmelig tydelig vidnesbyrd om en mand, der „vil frem og vil hurtig frem“. Han gaar tildels paa uden at se sig for, og dette er maaske aarsagen til, at han senere ikke kommer til at gjøre en mere glimrende karriere end han gjorde. Han var idetmindste i disse aar ikke, som Hr. Lassen mener, „fremtænkt indtil sluhed“. Eftersom han blev ældre, havde han vistnok „meget af en omtænkt, kanske temmelig beregnet mand,“ (O. Skavlan), men „det er umuligt at negte, at hans liv og optræden i hans tidligere alder langt mere tyder paa lidenskab end beregning, paa hensynsløs paagaaenhed og stivsindethed dog hang til overdrivelse og voldsomhed, parret med ærgjerrighed og ubetænksom vild heftighed, naar han først kom i affekt, end paa betænkt, slu forsigtig fremgangsmaade, skjønt han maaske har havt noget af begge egenskaber — (bondesluhed og stivsindet trods)“. (D. S.: Henrik Wergeland s. 12.)
- ↑ Pavels 22de april 1814.
- ↑ Se Yngvar Nilsen: Norges Historie efter 1814 I. S. 588.
- ↑ Samtidig bidrog kanske denne iøinefaldende bevaagenhed til at forringe hans politiske chanser hos nationen.
