følsom, — ikke bare i de fraser, hans veltalenhed ynder —; i yngre dage selskabsmand, letbevægelig, sangvinsk, senere skuffet, trist, til tider menneskesky, en ikke behagelig herre i sit hus. Et godt hoved, lidt schematisk anlagt, „doktrinær“, en sagfører for sin sag, „fremsætter skarpsindig og klart sine egne meninger, begriber sent andres“. Med alt dette lidt naiv, „mangler paa en vis maade menneskekundskab“, „hans godhed blev misbrugt, — — og han blev altid lige overrasket“[1] — en teoretiker, der bl. a. vil ha lovfæstet, at grundloven skal forbli uforandret i 99 aar. Hans deklamation er paa Eidsvold gjenstand for satire, særlig fra Sverdrup, og han gjør indtryk af ikke at være helt sikker: der er noget af „parvenuens“ usikkerhed over ham. Det er maaske denne usikkerhed, der for endel har bidraget til at gjøre ham mistænkt for at følge mindre redelige veie.[2] Enkelte besynderligheder viser tillige den naive form for hans ærgjærrighed: han kommer til Eidsvold med det bestemte fortsæt at ville spille en stor rolle, han har udarbeidet en del taler, „han ønskede at vise sine Talegaver og vilde ikke have arbeidet forgjæves“;[3] — saa afleverer han da sin rolle, han taler ofte og undertiden godt, slaar altid stort paa: „Jeg griber med den ene Haand i Himmelen og lader Jorden med dens Usselheder henrulle under mine Fødder“.[4]
Paa Eidsvold gjør han ikke saa ubetinget lykke, han faar ikke engang lov til at læse sin „historisk-filosofiske afhandling“ over de forskjellige regjeringsformer til ende. Han har taget parti for Sverige; det er væsentlig begrundet i hans uvilje mod Danmark; Christian Frederiks tronbestigelse vilde, om lykken fulgte ham, sent eller tidlig medføre en gjenforening. Saa stikker der ikke lidet af en partigjænger i Wergeland, han har Visnok taget sit parti, han har foresat sig at gjøre lykke ad den vei, men i et øiebliks svaghed nedlader han sig til at insinuere sig hos Haffner, Christian Frederiks adjudant: „han haabede, Prindsen ikke var ham unaadig, fordi han havde sagt sin Mening“. Haffner svarede: „Ja, jeg ved
- ↑ C. C.: „I de lange Nætter“ s. 20.
- ↑ Rygter under rigsforsamlingen: Wergeland sagdes endog at være, „salarieret“ fra Sverige (Pavels 11te mai 1814). Hans forhold til Karl Johan, hans dekoration 1816 osv. blev ogsaa betragtet med skeptiske blikke.
- ↑ Jakob Aall i hans dagbog.
- ↑ Hvortil Sverdrup svarede, at han for sin part ikke var mægtig nok til at gribe med sin haand i himmelen, men at hans haab stod til himmelen.
