Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/99

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
99

ældre damer, der formodentlig stod i et eller andet forhold til det mishandlede dyr; med et kort hyl skvat hunden ud i gaden. — Hans skarpe syn opdagede hende snart høit oppe i Slotsbakken. Såvidt han kunde se, var hun fremdeles alene. — Nogle minutter efter havde han indhentet hende.

— Hun så forundret paa ham, — ikke uden interesse, syntes han.

«De her — og næsten anpusten,» hun smilte. Hun holdt pludselig inde og tilføiede, i en hård og fremmed tone: «glemte De kanske at si noget, da De mødte os dernede?»

«Ja, jeg glemte at si noget,» bemerkede Barth rolig og bestemt, «at spørge om noget. Jeg indbilder mig, at De af en eller anden grund pludselig har fået imod mig — er det sandt?»

Hun var bleven rød, en svag rødme, der gav hendes brunlig blege kinder en fin og dyb farve —; hun stirrede med en egensindig mine ned i sneen; det lod ikke til, at hun fandt for godt at svare.

«Er det sandt?» gjentog Barth.

Med en langsom hovedbevægelse vendte hun ansigtet mod ham; der var en myg og dunkel glans i hendes blå øine.