der netop var passeret. Han blev mere og mere utålmodig: hvad var der iveien med hans hjerne?
— — lidt efter var han på vei opover gaden. Han havde sopet dokumenterne sammen i forskjellige, dertil afpassede, vældige konvolutter. Han tændte sig en cigar og befandt sig vel — et stjålent og utrygt velbefindende — han skammede sig lidt, og han var ikke vis på, hvorhen hans ben behagede at føre ham.
Var han forelsket? Neppe. Var der idetheletaget noget påfærde? — Han kunde ikke negte, at han nu hver morgen var gået ud med den tanke: vil hun være at se idag, vil du mellem de mange spaserende pludselig skimte en høi dame —: hendes gang, hendes sorte pelsverk, hende selv, smilende —; vil hun stanse, eller du, og vil dere veksle nogle ord, nogle almindelige ord, som det alligevel skulde være morsomt at få sagt — eller vil dere glide hinanden hilsende forbi?
Hvad var dette for noget? En svag og uklar længsel, som kanske bare betød, at der var noget ugjort, at han ikke havde hende på det rene: hvem er hun egentlig? Den irriterede ham og lokkede ham, denne uvished: er hun merkeligere end de mange andre, eller
