går pokker ivold; når alle og enhver, i gjensidig toleranse, skal følge sine naturlige indskydelser. Selvfølgelig: til en vis grad har menneskenaturen altid, til alle tider og i alle forhold, vidst at komme til sin ret. Men man må ikke gå ud fra denne ret; det er for farligt. Man må f. eks. ikke søge lykken med den bevidsthed: findes den ikke i det første forhold, du knytter, så kan du bryde op fra laget og søge videre; i de unges kodeks heder det kanske ovenikjøbet: det er, hvis man skuffes, ens pligt mod den hellige natur øieblikkelig at fortsætte jagten. — Ikke såsnart har to unge mennesker gået hen og giftet sig, før de begge begynder at lugte på sit ægteskab: er lykken tilstede eller er den ikke tilstede, er der nok eller for lidet af den, er den af første eller anden kvalitet? Og hvis den ikke er af første kvalitet, så gud nåde ægteskabet.
I et ungt og lidet fæstnet samfund — som vort — er sådant noget farligere end andetsteds. En hel del alvorlige og retskafne unge mennesker vil med germanisk grundighed føre sin «livsanskuelse» ud i praksis. De har befriet sig fra alle fordomme — de smiler ad den tyske «Sittlichkeit» og finder den franske
