stændighed fordrede «dyden» et vist ceremoniel, den blev dyrket under anvendelse af visse gavnlige former. — I min ungdom var der et begreb, som hed «ære» — det var også lidt hult. Men vi gik da ialtfald efter visse love — noget var korrekt, og noget var mindre korrekt. — For nogle år siden havde enkelte af vore digtere det travlt med at konstruere et begreb, som de kaldte «sandhed» — det skulde ungdommen lære at følge. Jeg ved ikke, om dere nu længer sætter synderlig pris på den lærdom — lidt godtkjøbs var den vel også. Efter hvad jeg kan forstå, er denne sandheds forkyndelse nu bleven afløst af to populære doktriner, af beslegtet oprindelse: toleranse og naturens ret. Følg dit naturlige instinkt, om det lader sig gjøre; det har retten og lykken på sin side. Og døm ingen; altting har sin undskyldning. Ikkesandt — omtrent slig lyder de unges moralske katekismus?
Toleranse er bra nok. Herregud, en gammel jurist som jeg har set såpas meget, at han blir tolerant. Men ikke officielt. Privat, i al stilhed kan man gjerne undskylde og ta tingene i den bedste mening. Men socialt trænges der en nogenlunde streng rettesnor — kald det «dyd» eller «ære» eller hvadsomhelst. Det
