De holdt af. Jeg synes, jeg har så lidet, det virkelig er umagen værd at holde af.»
«Det mener De ikke, fru Ellinor. — Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg holder af Dem. Det ved man jo aldrig. Jeg ved bare, at hver liden skiftning i Deres ansigt har betydning for mig — at jeg kan føle mig lykkelig, når jeg gjen kalder mig klangen af Deres stemme — at uden Dem er livet omkring mig dødt og meningsløst.»
Hun svarte ikke. Under resten af turen veksledes der kun et ord nu og da. De bøiede ind i den gamle allé, ind mellem de lave knudrede stammer; de trådte dybt i vissent løv; en opskræmt katugle skreg pludselig over deres hoveder; fru Ellinor trykkede hans arm fastere.
Oppe ved alleens øvre ende var haveporten. Fru Ellinor åbnede den — vendte sig langsomt mod Albrechtsen — trådte pludselig et skridt nærmere:
«Jeg holder meget af Dem. — Og De misforstår mig ikke. — Og De vil mig vel? Ikkesandt?»
Hun la armene heftig om hans hals; han følte hendes mund mod sin.
Et øieblik efter var hun borte.
Han blev stående, uden at kunne røre sig
