Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
67


«Så! — jeg begynder undertiden at tro, jeg er på vei til at bli hysterisk. Og det har jeg da aldrig været. — La mig få en kop the til, jeg er allerede færdig med min. Albrechtsen — De maa forsøge at bli besindig, De også. Jeg er nokså flink nu. Og det kan jeg igrunden takke Krohg for.»

«Egentlig beundrer De vist Deres mand?»

«Krohg? — ja, jeg har ialtfald beundret ham. Ved De, hvorfor jeg, for fire år tilbage, blev glad i ham og gik hen og giftede mig? - jeg blev forelsket i hans letsindighed; det var den mest elegante letsindighed, jeg dengang havde mødt. Han smilte til alt — ligesæl og alligevel forstående; han var aldrig bange for nogenting, ikke engang for at stille sig selv i dårlig belysning; han var altid i godt humør, men aldrig fordi han var glad; han sa komplimenter ligesom alle de andre, men det var ham tilsyneladende ganske ligegyldigt, enten man hørte paa dem eller ei. Han behandlede livet som en spøg, man halvveis er kjed af.»

«Men alt det der kunde alligevel ikke være nok?»

«Nei — naturligvis; der var også noget andet ved ham, det bedste ved ham. — Han har engang været en brav mand, engang længe før jeg traf ham. Han har havt en brutal skuf-