på den måde, som De — gjør — et ægteskab som —»
«Å, kjære Albrechtsen — lad os ikke bli høitidelige. Jeg har foresat mig, at idag vil jeg ikke være høitidelig. Ikke et eneste øieblik. Jeg har havt så altfor mange høitidelige øieblikke i den senere tid.»
»Kanske De vilde bli vel så lykkelig, som De nu er, om De i et høitideligt øieblik —»
«Jajaja — det er meget muligt. Men idag må De være skånsom, Albrechtsen. Jeg trænger for tiden al min medføddte letsindighed, og al den, mit ægteskab har opelsket — jeg trænger den kanske mere, end De tror.»
«Tilgi mig, fru Ellinor. Menneskene har så vanskeligt for at forstå hinanden — selv mod den, man holder af, er man klodset og hårdhændt, når man mindst ønsker at være det.»
«Ja — desværre,» hun tog pludselig Albrechtsens hånd, «De er en bra mand — og De har tilovers for mig, det ved jeg — ikke vær vred paa mig, om jeg er lidt umulig imellem. Det er jo alligevel værst for en selv.» Hun slap hans hånd, tog sig sammen, rystede paa hovedet, begyndte pludselig at le, forceret, mere og mere koldt — hendes latter skar som hvasse isnåle:
