«Det er ialtfald sjelden, at damer ikke lyver.»
«Desto bedre. Jeg vil gjerne være lidt anderledes end alle de andre. Herregud — jeg synes, at folk skal være for det, de er. — Jeg gider aldrig pynte mig finere, end jeg har råd til — — og endda merker jeg, at folk liker mig. De liker mig, og Deres ven — Barth - tror jeg næsten også liker mig — og selv Krohg kan imellem ikke la være at fortælle, at hvis vi ikke var gifte, så vilde han synes forfærdelig godt om mig. Jeg tror næsten, de fleste liker mig.»
«Ja, De behøver kanske ikke lyve — men vi andre almindelige dødelige —»
«Tøv, Albrechtsen — vær lidt flinkere, når De skal si noget elskværdigt — — De duer heller ikke til at lyve, skal jeg fortælle Dem — jeg læser med største lethed indenad i det lange ansigtet Deres. — Så, — her kan vi altså gå ind.»
Da de var komne til ro med sin kop the, begyndte Albrechtsen, der havde sat sig i hovedet, at han den aften vilde anbringe en mængde virksomme ting: «Men si mig engang, fru Ellinor, når man har imod det at lyve, så forstår jeg ikke, at man kan arrangere sit liv
9 — Bastarder.
