udstillede sig selv, sin smag, sine tilbøieligheder og sine interesser, lettelig kunde få et ridicult skjær. Han følte sig desuden vel ved denne lidt gammeldagse indredning, som hans far i sin tid havde anordnet — den virkede godt og beroligende på ham; der var intet, som pirrede hans nerver. I længden var dette en stor fordel.
Men i det foreliggende tilfælde stillede tingene sig anderledes. Det billede måtte ha et milieu. Et øieblik tænkte han at bede sin far om nok et værelse, foruden de to, der nu stod til hans rådighed. Men det faldt ham straks ind, at det værelse, når det engang var vel udstyret og færdigt, vilde udlevere hans hemmelighed til faren. Og det likte han ikke.
Der var således intet andet for end at leie et lidet værelse nede i byen og indrette det efter ønske. Desuden — der glimtede en tanke igjennem hans hjerne, et lynsnart billede: det værelse kunde måske engang komme til at spille sin rolle; det var umuligt at afgjøre, hvad indtryk det kunde gjøre paa hende, om — — han smilte: hvor han var ung og tåbelig endnu. Om han præsenterede hende sin følelse i den smukkeste teaterbelysning: hendes billede på sort væg, tvende vokslys brændende derunder
