Salget ordnedes; maleren stod et øieblik og fordybede sig i billedet:
«Det er godt. Det er godt. De havde aldrig fået det, hvis jeg ikke var fattig. Jeg er for fattig til at eie et sådant billede,» han smilte gelassent morsomt, sødlig trist.
— — Om eftermiddagen reiste Albrechtsen penge hos sin far. Gamle konsulen var fornøiet over dette livstegn fra sønnen og spurgte ikke om anvendelsen. Da Birger havde ordnet affæren og drukket en kop kaffe, gik han ind på sit værelse, anbragte sig paa sin kjære chaiselong og begyndte at overveie, hvorledes han egentlig skulde forholde sig i anledning den nye begivenhed, der således havde grebet ind i hans passive eksistense.
Han kom forholdsvis hurtig til det resultat, at her hjemme vilde han ikke ha billedet. Det passede ikke ind blandt disse solide og borgerlige møbler, med alt det klare dagslys, de lyse vægge og klassiske stålstik. Han havde aldrig havt nogen tilbøielighed til at skabe sig et af hans personlige smag præget milieu, måske fordi han var dovent anlagt og ikke gad præstere den nødvendige umage, måske også fordi hans skarpe, lidt demokratiske sans for det komiske vakte en forestilling om, at et sådant milieu, hvor man
