Maleriet virkede først lidt fremmedartet. Det var dog ikke hende. Men efterhånden begyndte det at bli hendes træk, og tilsidst følte han hendes øine imod sig, hendes blå øine mødte ham fra lærredet, men de var mildere, end dem han kjendte — det var de øine, han i lykkelige øieblikke drømte om. Maleriet var holdt i en lys gulagtig tone; det gjorde et klart og rent og stilfærdigt indtryk. Albrechtsen kom hurtig til det resultat, at ingen anden end han selv var værdig til at eie det.
«Hvorledes synes De om det?» spurgte maleren, «det er godt, hvad De så sier.»
«Hvormeget vil De ha for det?»
«Vil De kjøbe det?» spurgte maleren overrasket, «det var ikke meningen.»
«Ja jeg vil kjøbe det! Hvormeget?»
Maleren betænkte sig. Det var en uventet chance. Albrechtsen havde penge, det vidste han, mange penge. Men dét billed — han havde ikke tænkt at skille sig af med det. Det var hans stolthed, det var måske også noget andet. Men det billed, anbragt hos Albrechtsen, kunde bjerge ham for adskillige uger fremover. Han nævnte en forholdsvis høi sum.
«Vel — det er altsaa afgjort.»
