Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
55

ung frue, som han paa gaden etpar gange havde mødt ved Birgers side, Ellinor Krohg. Men da intet syntes at bestyrke hans antagelse, da sønnen omtalte hende i den samme let ironiske tone, som han stadig anvendte om sine bekjendte, havde konsul Albrechtsen opgit den tanke. Idetheletaget forekom Birgers optræden den gamle virksomme herre uforklarlig.

Birger gik fra frokosten ind i sin egen dagligstue, «kandidatens arbeidsværelse», som konsulen med et lidet smil pleiede at benævne det. Han lå der time efter time på chaiselongen, røgende den ene sterke cigar efter den anden, med en kop kold the ved siden. Han læste ikke, han lå og drømte og rev sine drømme itu, så hurtig de kom: — træk af hans tidligste barndom gled forbi; han erindrede en spasertur en sildig skumringstime på samme årets tid som nu, — tåget, rødgul himmel og vind … en svag snekold østenvind, hvislende i det frosne løv, der dækkede veien — han og hans mor gik der tause, moren havde taget hans hånd i sin, undertiden klemte hun den hårdt ind til sig; han huskede hendes blege og smale, tidlig gamle ansigt, det smertelig syge udtryk — en tung og dyb ængstelse listede sig over ham: det var første gang, livets mørke uhygge havde fyldt