Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/53

53

Barth søgte efter evne at skjule, at han gik i sine egne tanker. Han svarte nu og da, i almindelige ordelag; han forsøgte undertiden at ta sig sammen, for vennens skyld — han burde måske forklare Albrechtsen, at den unge frue neppe var nogen anstrengelse værd, — forsøge at gjøre hende forlorent interessant — men han vidste selv, at hans ord vilde bli flaue og lidet overbevisende; hendes billede havde allerede erobret sin plads, han havde vanskelig for at overvinde en følelse af respekt, en kanske høist overflødig respekt, — desuden var han altfor optaget af sin egen stilling: likte hun ham, eller var han en af de mange, en ligegyldig? var hun vred, da hun pludselig gik fra ham, hvorfor havde så hendes stemme den venlige og bestemte klang, da hun ønskede «velkommen igjen?» — — det var ham desværre umuligt at se hende fra det synspunkt, at han var Albrechtsens ven, og at Albrechtsen var mindre lykkelig forelsket. Da han kom hjem og begyndte at klæde af sig, var det med en brysom, men ikke ubehagelig følelse af, at der var hændt noget i løbet af dagen, og at han gik en urolig og vanskelig tid imøde.