«Nei, for at bli lykkelig. Jeg ved, ikke bare gjennem Albrechtsen, at De er et brilliant menneske — jeg ved det, når jeg ser Dem i dette øieblik. Jeg ved, at De er stolt og klog, men at De endnu ikke har fundet Dem selv — at De ikke er tilfreds med Dem selv, at De gjør Dem hård og ligegyldig, at De er det modsatte — at De er glad, når andre er tilstede, og trist, når De er alene —.»
Fru Ellinor var bleven bleg, mens han talte. Der var en myndig klang i hans stemme; hun følte, at denne mand sandsynligvis mente, hvad han sa, og at der lå en vilje bag hans dristige ord. Hun så et øieblik koldt og fremmed på ham, trak på skulderen og gik hen til Albrechtsen, som på afstand havde iagttaget dem. Barth kom ikke til at tale med hende mere den aften, men da selskabet sa adjø, trykkede hun hans hånd fast i sin: «Velkommen igjen. Og ikke vent for længe.»
— Albrechtsen og Barth gik hjemover sammen. Albrechtsen var modløs og misfornøiet med sig selv: «Jeg har plaget hende idag, jeg ved det selv, jeg har næsten kjedet hende - jeg vil forsøge ikke at se hende på længe. Det hele er kommet i et feilagtigt spor, jeg har kanske udleveret mig for hurtig og uden modstand.»
