«Ja det skal man,» hendes overmodige tone rev Barth med; og vakker var hun, hed i kinderne, med en mørk og farlig glans i de dybblå øine, rede til at gi sit kåde lune luft, — han så beundrende på hende, og hun smilte, som var det en selvfølge, som kjendte hun kun altfor godt sin magt.
«Ja det skal man,» gjentog Barth, «men de mange ord er undertiden nødvendige. Skal man virke noget, udrette noget her i verden —»
«Virke? Udrette noget? Det bryr jeg mig ikke spor om. Det er muligt, mændene trænger til at virke —. Men jeg vil være fri. — Gjøre godt, ikkesandt? Mod sin næste? Nei tak - heller et rovdyr, som morer sig, — der er så mange snille mennesker i verden,» hun reiste sig og lo, «jeg har engang, hos Lermontow, læst, at djævelen er begyndt at finde det onde kjedeligt, — nå, fra hans standpunkt er det forklarligt; men kjedeligere end det gode kan det umuligt bli.»
Barth reiste sig også: «Det er meget muligt, at De mener, hvad De sier — men synderlig sandt er det altså ikke. — Fru Krohg, De har flere betingelser end de fleste —»
«For at udrette noget, hvad?» hun lo igjen, høit og hånlig.
