Denne siden er godkjent
I
augustaftenens skumring lå fjeldvandet matsort og stille mellem kratvoksede birkelier. I vest, fra havet, trak der mørke, tykt sammendrevne skyer op over horizontens bleggule himmel. Landskabets kontourer var allerede let udviskede, der herskede en dyb og blid ro, den eneste lyd var den af en fjern bjelde eller saueflokkenes monotone brægen. Det fugleliv, som tidligere på sommeren gir aftenerne tilfjelds deres eiendommelige præg: denne snart melankolske, snart lystige musik, disse mange stemmer, der lader sig høre den lyse nat udover — var forsvundet. Strandsnipen var borte; dens tungsindige fløiten brød ikke længer stilheden. Måserne havde taget sine unger med sig ned til fjorden; deres hæse og iltre skrig hørtes ikke
