Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/47

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
47


«Det der skulde jeg snarere være tilbøielig til at betragte som en fordel —» afbrød Barth ham noget irriteret.

«Fordel — jaså — åja. Jeg tillader mig at tro, at civilisationen går i retning af polygami — ceremonielt og hemmeligt polygami. Jeg kjender en mængde mennesker — både kvinder og mænd — som ikke duer til andet. Det er naturligvis individuelt. De er måske anlagt for det monogame, for ét — officielt — ægteskab. Vel — De har følgelig bedre chancer for at bli lykkelig end mange andre. Også den, der er polygam og vil være det, har udsigt til at klare sig. De mindst heldige, det er dem, der ikke ved, hvad de vil — der stadig søger noget helt og endelig afgjørende, noget for livet udfyldende — og stadig merker, at det ikke findes — for dem. De folk eier en oprindelig god og ubesmittet trang til at bli purt og rent og uden falskhed lykkelige, men civilisationen — eller forfaldet, om De så vil — har et altfor sterkt tag i dem. Det værste er, at denne dobbelte tilbøielighed fylder dem med skam. Disse kulturelle — bastarder, kunde man kanske kalde dem — de skammer sig snart over sin uskyldighed, snart over sine udskeielser. Ja, så latterlig kan deres begreber efterhånden forvirres,