Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/39

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
39

virkede som et svagt og ubestemt gjennembrud, som skyggen af en begivenhed, og han var mandfolk nok til at føle, at han endnu ingen chancer havde spildt. — Og den unge kvinde, hvis kloge øie just havde iagttaget ham lidt mønstrende, var en af dem, der aldrig er en mand ligegyldige; han havde straks, i hendes nærværelse, denne behagelige uro, der ikke behøver at betyde noget bestemt, men som ialtfald tvinger en til at være vågen.

Der faldt endnu nogle ligegyldige bemerkninger, da Barth, næsten lidt mod sin vilje, overlistet af gudvedhvad, af måden, hvorpå hun smilte: et smil, der forledede en til at anstrenge sig — af disse fordringsfuldt søgende øine — begyndte at tale om hin aften hjemme på Vestlandet, da han uventet havde truffet Albrechtsen. Og erindringen om Vestlandet, om augustnattens sørgmodige skjønhed gjorde hans ord bløde: de havde talt om hende, og Albrechtsen havde talt med en varme, som også havde revet ham med — det var en underlig nat. Og med en underlig følelse var han gået hid idag: forventning, nysgjerrighed, glæde, kanske lidt uvilje også, hvem ved. Også venner kjender til jalousi. Og Albrechtsen var hans gode gamle, hans eneste ven —