«Egner sig ikke? Men kjære Albrechtsen, hvor De er dum. Netop da. Å nei — Vær ikke ræd. Lad ham komme.»
Lidt efter sad Barth på Albrechtsens plads:
«Det har behaget fruen at lade mig kalde. Jeg er meget glad — — jeg har forresten lidt lampefeber.»
Fru Ellinor lo, men rynkede svagt sine vakre bryn:
«Det ser De ikke ud til. Tværtimod.»
Der blev en liden pause. — Fruens ansigt fik et forbigående udtryk af træt uvilje. Barth iagttog hende lidt mistroisk forundret.
«Nå?» sa hun pludselig, og udtrykket skiftede, hun smilte.
«Jeg sa ingenting,» bemerkede Barth rolig, også smilende.
«Ikke jeg heller. Nå?»
«Jeg skal formodentlig begynde?»
«Det er vel meningen, at én af os skal begynde, siden vi nu engang sidder her. — Hvorledes synes De om mr. Wheeler, — f. eks.»
«Jeg ved ikke,» svarede Barth, «d. v. s. jeg tror ikke, jeg nogengang risikerer at bli hans intimere ven.»
