dige, — øine, der ikke var til at stole på, og vanskelige at bli kvit — — nei, han var på det rene med, at hende likte han ikke. Det skulde forresten ha sin interesse at iagttage hende på nærmere hold. Bagefter kunde man måske også helbrede Albrechtsen.
Efter middagen trak selskabet sig dels ud på verandaen, dels ind i røgeværelset. Fru Ellinor havde arrangeret sig i en lænestol — Albrechtsen fandt en plads i nærheden, men da han havde siddet nogle minutter, afbrød fruen konversationen:
«Hør nu, kjære Albrechtsen — De ved, jeg sætter megen pris på Dem, men De ved også, at alt nyt interesserer mig. Om De veg pladsen for Deres ven — tror De ikke, det vilde være en fornuftig afveksling?»
Albrechtsen smilte: «Det ventede jeg. — Jo, jeg skal finde mig i det. Men ikke altfor længe. Og De bør ikke forelske Dem i ham.»
«Hvorfor ikke?»
«Hvorfor ikke? Det behøver De vist ikke spørge mig om. Desuden — han egner sig ikke for —»
