— Ved den øvre bordende havde konsulen plads; tilhøire for ham hrr. og fru grosserer Herweg, han en mager aldrende levemand, der var sterkt fordybet i sin mad, hun midt i tyveårene, en fyldig brunette, med mat citrongul teint, store og døsige øienlåg, der lod, som de vilde skjule etpar urolige og lystne øine — mellem hende og konsulen var der en behændig, men fremskreden flirtation; tilvenstre for konsulen sad den unge danske digter, mørkøiet og anæmisk, og kastede fra sin ensomhed lange og unyttige blikke ned til fru Ellinor, der var beskjæftiget med Albrechtsen. Også den lille tykke røde advokat Bendixen, der var anbragt mellem Herweg og Albrechtsen, gjorde sig umage; for ham var Lolly den merkelige og eneste; men Lolly behandlede ham med en afvisende overbærenhed, som spåede ham ilde. — Barth morede sig over den almindelige virksomhed. Han kom efterhånden i livlig samtale med frøken Lolly. Hun delte hans sportslige interesser og morede sig over hans beskedne småhistorier på en jevn og naturlig måde, der stod i eiendommelig kontrast til den anstrengte kurtise omkring dem. — Det var en kjek pige —; hendes søster derimod —? — nogle underlige øine: søgende, kloge og kolde og dog sørgmo-
